Rusland har torsdag bebudet importstop for visse varer over for de lande, der har indført sanktioner mod russerne i forbindelse med urolighederne i Ukraine.
Det drejer sig om stop for import af frugt, grønt, kød, fisk, mælk og mejeriprodukter fra USA og EU, Australien, Canada og Norge.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik for 2013 udgjorde vareeksporten til Rusland sidste år 11,8 milliarder kroner.
Det svarer til 1,9 procent af Danmarks samlede vareeksport. Varegrupperne fordeler sig således:
Maskiner og transportmidler: 33 procent
Pharma og kemikalier: 18 procent
Kød og levende dyr: 17 procent
Mejeriprodukter: 5 procent
Vegetabilske produkter: 4 procent
Øvrige landbrugs- og fødevarer: 16 procent
Fødevaresektorens eksport udgør samlet set 4,9 milliarder eller 41 procent af den samlede vareeksport til Rusland.
Kilde: Danmarks Statistik, Udenrigshandel 2013.
/ritzau/