FAKTA: Det er DIS-ordningen

Skrevet af admin

11/11/2013

Mest læste i dag

* DIS - Dansk Internationalt Skibsregister - blev etableret i 1982 med det formål blandt andet at sikre danske arbejdspladser om bord på skibene.

* Ansatte på skibe under DIS får nettoløn og betaler således ikke indkomstskat til det danske samfund. Skattebetalingen er en slags statsstøtte til rederierne.

* Oprindeligt skulle kaptajnen på et skib under DIS være dansk, men det krav er der slækket på, siden ordningen blev indført.

* Først blev kravet ændret fra, at kaptajnen skulle være dansk til, at han kunne være fra EU.

* I 2011 sikrede en lovændring, at op til 40 procent af skibene i DIS må have en kaptajn, der kommer fra lande udenfor EU og EØS-landene.

* I øjeblikket er det 15 procent af skibene i DIS, der har tilladelse til at ansætte kaptajner fra lande udenfor EU. I praksis betyder det, at et skib under DIS fra et dansk rederi ikke behøver at have en eneste dansker ansat.

* Et eksempel er det danske tankskib Torm Kansas fra rederiet Torm med hovedsæde i Hellerup. Det eneste danske på skibet er Dannebrog i skibets hæk. Efter at skibet blev angrebet af pirater i Det Indiske Ocean lørdag, blev det oplyst, at kaptajnen var inder.

* Rederiet Torm har på Ritzaus forespørgsel oplyst, at der ingen danskere er om bord på skibet. Heller ikke det danske skibs bevæbnede vagter, der affyrede varselsskud mod piratere, er danskere.

Kilde: Søfartens Ledere og rederiet Torm.

/ritzau/