FAKTA: Det er hovedpunkterne i EU-ledernes erklæring

Skrevet af admin

06/03/2014

Dagens topnyheder

* Ros til det ukrainske folk for at have udvist mod og styrke de seneste uger og måneder.

* Kraftig fordømmelse af Ruslands uprovokerede brud på Ukraines suverænitet og territoriale integritet.

* Opfordring til Rusland om straks at trække sine væbnede styrker tilbage og åbne for internationale observatører.

* Beslutningen fra Det Øverste Råd i Den Autonome Republik Krim om en folkeafstemning om områdets fremtidige status er i strid med Ukraines forfatning og derfor ulovlig.

* EU vil deltage i forsøget på at etablere en international kontaktgruppe, der skal skabe tillid mellem parterne, overvåge Ukraines suverænitet og territoriale integritet samt beskyttelsen af mindretal og hjælpe med at forberede frie og retfærdige valg.

* EU suspenderer forhandlinger med Rusland om visumliberalisering og om en ny samarbejdsaftale, kendt som The New Agreement.

* Lederne bakker op om beslutningen om, at EU og de EU-medlemmer, der er med i G8, suspenderer deres deltagelse i forberedelsen af G8-topmødet i Sotji, Rusland til juni.

* Krisen skal løses via forhandling mellem Rusland og Ukraine. Hvis ikke forhandlingerne kommer i gang i løbet af få dage og fører til resultater inden for en begrænset tidsramme, vil EU beslutte yderligere sanktioner som indrejseforbud, indefrysning af midler og aflysning af næste EU-Rusland topmøde.

* Yderligere destabiliserende skridt fra russisk side vil få alvorlige og vidtrækkende konsekvenser for forholdet mellem EU, medlemslandene og Rusland - det kan gælde på en lang række økonomiske områder.

* EU roser den nye ukrainske regering for dens afmålte håndtering af krisen og opfordrer den til gennem en inkluderende proces at arbejde mod frie og retfærdige valg, forfatningsreformer og efterforskning af voldshandlinger.

* Ukraines regering må sikre fuld beskyttelse af alle mindretal og befolkningsgrupper og opfordres til at søge hjælp hos Europarådet og OSCE.

* EU lover at hjælpe Ukraine økonomisk, EU-lederne hilser EU-Kommissionens forslag om en over 80 milliarder kroner stor hjælpepakke over de næste syv år velkommen.

* EU er klar til at tyvstarte på nogle af elementerne i en kommende frihandelsaftale og vil inden valget i Ukraine skrive under på de politiske elementer af en associeringsaftale.

* EU vil sikre, at det bliver nemmere for borgerne i EU og Ukraine at have direkte kontakt, blandt andet gennem visumliberalisering.

* EU vil forsøge at hjælpe Ukraine med at sikre landets energiforsyning.

/ritzau/