FAKTA: Det er Østergaard og Glistrup tiltalt for

Skrevet af admin

24/06/2015

Dagens topnyheder

Onsdag tog forsvarerne ordet i sagen om påstået kursmanipulation i Parken, hvor der ventes at blive afsagt dom inden sommerferien.

Sagen omfatter mange timers gennemgang af handler med Parkens aktier, kursudvikling, mailkorrespondancer og afspilning af telefonsamtaler.

* Flemming Østergaard, tidligere bestyrelsesformand for Parken, og tidligere direktør Jørgen Glistrup er tiltalt for kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder. Anklagemyndigheden kræver to års ubetinget fængsel til dem begge.

* I alt fire personer er tiltalt, og der er yderligere rejst tiltale mod de to selskaber, Parken Sport & Entertainment A/S og FIH Erhvervsbank.

* Alle de tiltalte nægter sig skyldige.

* Ifølge tiltalen skete kursmanipulationen ved, at Parken via to banker købte cirka 95.000 styk egne aktier til en værdi af cirka 113 millioner kroner i en periode fra november 2007 til august 2008.

* Opkøbet af egne aktier betød ifølge anklagemyndigheden, at kursen på Parkens aktie blev påvirket i en positiv retning i forhold til det generelle aktiemarked.

* Men ifølge de to tidligere topfolk i Parken opkøbte selskabet kun lige nok af selskabets egne aktier, som skulle bruges til opkøb af andre virksomheder og til at dække optioner til ledende medarbejdere.

* Ud over tiltalen kræver anklagemyndigheden 15,5 millioner kroner konfiskeret fra Flemming Østergaard, såfremt han bliver fundet skyldig, mens Jørgen Glistrup risikerer at miste 2,2 millioner kroner.

* De to mænds fortjeneste opstod ifølge tiltalen, da de udnyttede en aktieoptionsaftale og solgte aktier i henholdsvis april og september 2008.

* Politiet har efterforsket sagen i snart fem år. 6. august 2010 anmeldte Finanstilsynet Parken Sport & Entertainment til Bagmandspolitiet for ulovlig kursmanipulation.

Kilder: Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), i daglig tale Bagmandspolitiet, Ritzau.

/ritzau/