FAKTA: Det er sket i Clippers kapringssag

Skrevet af admin

21/01/2014

Dagens topnyheder

* Fragtskibet CEC Future var på vej fra Antwerpen i Belgien til Batam i Indonesien, da skibet blev kapret af pirater i Adenbugten ud for Somalia 7. november 2008.

* Besætningen bestod af 11 russere, en ester og en georgier. CEC Future er danskdrevet af rederiet Clipper med hovedsæde i København, men sejler under Bahamas' flag.

* Besætning og skib blev frigivet 16. januar 2009 efter betaling af løsesum på ni millioner kroner.

* Somalisk-fødte Ali Mohammed Ali forhandlede med rederiet på piraternes vegne om løsesum. I november frikendte juryen ved distriktsdomstolen Columbia District Court i Washington Ali for pirateri. Han har nægtet sig skyldig i alle anklager.

* USA har opgivet sagen. Derfor bliver der aldrig taget stilling til de to andre anklager mod Ali, der handler om gidseltagning og sammensværgelse med henblik på gidseltagning i forbindelse med kapringen af skibet.

* Retssagen var en udløber af sagen mod en anden pirat, Jama Idle Ibrahim, der var involveret i kapringen af det dansk-drevne skib.

* Jama Idle Ibrahim blev snuppet, da han efter den vellykkede kapring af det dansk-drevne skib forsøgte at kapre et nyt i april 2010 i den tro, at det var et handelsskib.

Men det viste sig at være det amerikanske marinefartøj USS Ashland. Det fik han 25 års fængsel for.

* Kapringen af CEC Future gav inspiration til den danske spillefilm "Kapringen" med Pilou Asbæk og Søren Malling i rollerne som henholdsvis gidsel og skibsreder. "Kapringen" fik en Robert som årets danske spillefilm i 2012.

* USA er kendt for at retsforfølge pirater - uanset om sagerne har direkte relation til amerikanere.

/ritzau/