FAKTA: Det handler striden om fragtkørsel i Danmark om

Skrevet af admin

24/09/2015

Mest læste i dag

EU-Kommissionen truer med at slæbe Danmark for EU-Domstolen for brud på reglerne for fragtkørsel i Danmark.

Ifølge EU-reglerne er det tilladt for udenlandske lastbiler at køre med varer - såkaldt cabotagekørsel - internt i andre medlemslande i forbindelse med internationale transporter. Der er dog visse begrænsninger.

* Udenlandske lastbiler har ret til at køre tre cabotageture inden for syv dage i et EU-land.

* Ifølge de danske regler tæller det som to ture, hvis en chauffør både læsser af og fylder på, når han holder ved en virksomhed. På den måde rammer lastbilen hurtigere loftet på tre ture på syv dage.

* EU-Kommissionen mener, at en chauffør på samme tur både må læsse varer af og fylde varer på. Det skal kun tælle som én tur.

* EU-Kommissionen mener også, at de danske bøder for at overtræde cabotagereglerne er for høje. Danmark udsteder ifølge de nuværende regler bøder på op til 35.000 kroner i den slags sager.

* Danmark strammede i maj 2013 sin tolkning af de europæiske cabotageregler.

* I juli sidste år tog EU-Kommissionen med en såkaldt åbningsskrivelse første skridt til en retssag mod Danmark for brud på EU-reglerne.

* Torsdag har EU-Kommissionen taget næste skridt ved at sende en begrundet udtalelse til Danmark.

* Danmark har nu to måneder til at rette ind - ellers kan sagen ende for EU-Domstolen.

/ritzau/