FAKTA: Det handler Volkswagen-skandalen om

Volkswagen-skandalen ruller og er på vej til at blive en af de største tyske industriskandaler i nyere tid.

Tirsdag fortalte VW, at snyde-softwaren er installeret i 11 millioner biler verden over, og oven på den melding tog VW-aktien igen et ordentlig dyk, og sagen har nu kostet aktionærerne små 200 milliarder kroner på kun to dage.

Her er en oversigt over skandalen:

* 18. september skriver det britiske medie The Guardian, at den amerikanske myndighed med ansvar for miljøbeskyttelse, Environment Protection Agency (EPA), anklager ingeniørerne hos Volkswagen (VW) for at have installeret et computerprogram i biler til det amerikanske marked, der får bilerne til at reducere udledningen af nitrogenoxider (NOx-gas).

* Programmet blev kun aktiveret, når bilerne skulle forbi de amerikanske testanlæg. Bilen genkender test-cyklussen hos de amerikanske myndigheder og sætter en særlig ren forbrænding i gang, mens testen står på.

* Så snart bilerne kører ude på vejene, bliver der skruet op for forureningen, så den overskrider de amerikanske grænseværdier. Forureningen kan have overskredet grænseværdierne med helt op til 40 gange det tilladte.

* EPA opdagede softwaren under en analyse, der blev foretaget af forskere på West Virginia University efter et tip fra Ngo’en International Council om Clean Technology.

* VW erkender, at de pågældende biler er udstyret med programmet, efter virksomheden bliver konfronteret med beviserne fra EPA og forskerne.

* Martin Winterkorn, som er topchef hos Volkswagen, erkender snyderiet, og siger i en erklæring søndag 20. september, at han er ked af, at hans koncern har fusket med software i forbindelse med udslip af giftstoffer fra VW-dieselbiler.

* Volkswagen oplyser tirsdag den 22. september, at 11 millioner biler solgt verden over har en software, der er fremstillet for at pynte på målinger af bilens forurening. VW har afsat 48,5 milliarder kroner til at dække skandalen i tredje kvartal.

* Meddelelsen fik VW-aktier til at falde yderligere 20 procent på fondsbørsen i Frankfurt, hvor de faldt 17 procent dagen før.

*VW risikerer en bøde på 117 milliarder kroner.

* Det drejer sig indtil videre om VW Jetta, VW Beetle, VW Golf og Audi A3 af modelår 2009 til 2015 samt VW Passat fra modelår 2014 og 2015. Alle med 2.0 dieselmotor.

Kilder: Ritzau, AFP, The Guardian, Reuters,

/ritzau/

Dagens Gossip