FAKTA: Det har politikerne sagt i Mansour-sag

Skrevet af admin

08/12/2014

Dagens topnyheder

Flere folketingspolitikere har offentlig ytret deres mening i sagen om dansk-marokkaneren Sam (tidligere Said, red.) Mansour, der torsdag blev idømt fire års fængsel for at opfordre til terror, men samtidig fik lov til at beholde sit danske statsborgerskab.

Seks politikere er nu blevet politianmeldt af Mansours forsvarsadvokat for at bryde retsplejelovens paragraf 1017 ved blandt andet at udtale følgende om sagen:

* Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard:

- Jeg synes, vi er til grin, og at det danske demokrati har spillet fallit. Vi er fuldstændig til grin på en sørgelig måde, og det er oprørende.

* Inger Støjberg (V) på sin åbne facebookside:

- Jeg håber inderligt, at Sam Mansour (boghandleren fra Brønshøj) får frataget sit danske statsborgerskab og bliver udvist.

* Martin Henriksen, udlændingeordfører for Dansk Folkeparti:

- Dommen over Said Mansour er og bliver en skandale. Han burde have frataget sit danske statsborgerskab. Det er logik for burhøns. Sådan er det.

* Peter Skaarup, retsordfører for Dansk Folkeparti:

- Han har forbrudt sig imod det at bo og leve og nyde beskyttelse i Danmark, og det skal have en konsekvenser. For mig at se: Klar udvisning, uanset om han har et dansk statsborgerskab at falde tilbage på eller ej.

* Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen:

- Mennesker, der begår så grov kriminalitet, og som opfordrer til terror, de har intet at gøre i Danmark.

* Karsten Lauritzen, retsordfører for Venstre:

- I det her tilfælde lader det til, at Mansour ikke en gang ville blive statsløs, fordi han har et andet statsborgerskab. Derfor er det ret uforståeligt, at man ikke slår til, når man kan. Han er dømt for terror to gange.

Kilder: DR, Ekstra Bladet, Ritzau

/ritzau/