FAKTA: Det siger de om finansloven

Torsdag klokken 12 præsenterede finansminister Bjarne Corydon (S) en finanslov for 2015 vedtaget med SF og Enhedslisten. Her er et udvalg af reaktionerne på aftalen:

* Peter Christiansen, finansordfører i Venstre:

- Det er decideret dumt, at regeringen nu vil afskaffe Boligjobordningen, som har været en kæmpe succes. Den har ifølge Dansk Byggeri skabt 5000 arbejdspladser og har været brugt af tusindvis af danskere.

* Søren Pape, formand for Det Konservative Folkeparti:

- Det er dybt beskæmmende, at man nu vil afskaffe den gensidige forsørgelse for kontanthjælpsmodtagere. Det er en grundlæggende værdi, at man tager hånd om sig selv og sine.

- Derfor er det direkte umoralsk, når nogen synes, at det er helt i orden at gå over til naboen og banke på og bede dem betale, før man har gjort alt, hvad man kunne for at tage vare på sig selv og sine.

* Formand for Rådet for Social Udsatte, Jann Sjursen:

- Det er positivt, at unge modtagere af uddannelseshjælp og kontanthjælp nu får ret til støtte til særligt høje boligudgifter. Det er et vigtigt skridt for at bekæmpe hjemløshed blandt de unge.

- Den gensidige forsørgerpligt betød ganske vist en harmonisering af reglerne for gifte og ikke-gifte par, men efter den laveste fællesnævner. Det er godt, at reglen afskaffes.

* Formand for FTF, der er hovedorganisation for 450.000 offentligt ansatte, Bente Sorgenfrey:

- Regeringen må sikre, at alle de penge, der bliver bevilget til den offentlige sektor, rent faktisk bliver brugt - hver en krone! Alene i 2013 kostede underbruget i det offentlige mere end 15.000 job.

* Afdelingschef i Håndværksrådet Franks Korsholm er ikke tilfreds med, at det såkaldte håndværkerfradrag er blevet fjernet:

- Håndværkerfradraget har siden 2011 skabt aktivitet i byggesektoren og været den direkte årsag til, at flere tusinde reelle job er blevet bevaret, ligesom fradraget har sat virksomheder i stand til at tage flere lærlinge, end de ellers ville have kunnet

* Formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild:

- Det er positivt, at man fastholder forskningsniveauet. Skrev vi finansloven, var der selvfølgelig afsat flere forskningsmidler, når vi nu ved, at de virksomheder, der bruger flest midler på innovation, har størst økonomisk succes, skaber flest job og mest vækst. Det som Danmark har brug for lige nu.

Han er ikke begejstret for, at regeringen har skåret i udviklingsbistanden.

- Danske landmænd og virksomheders muligheder for at tage springet til nye vækstmarkeder i Afrika er væsentligt reduceret med denne besparelse.

* Socialpædagogernes formand, Benny Andersen:

- Vi er rigtig glade for, at der igen indføres fuld fradragsret for faglige kontingenter. Sådan bør det også være. Vi ser det som en anerkendelse af den vigtige rolle, fagforeningerne spiller i den danske model. Det betyder godt 900 kr. ekstra i hånden for vores medlemmer.

* Birgit Elgaard, formand i BEDRE PSYKIATRI:

- Der er måske en gryende erkendelse i regeringen af, at inklusion i folkeskolen i dag er en negativ oplevelse for alt for mange børn og deres forældre. Det er godt, at man med den nye aftale fokuserer på folkeskolen og afsætter 75 millioner kroner over de næste tre år til at forbedre inklusionen

* Mads Lundby, cheføkonom hos den liberale tænketank CEPOS:

- Finansloven for 2015 blev desværre vækstløs. Afskaffelsen af den gensidige forsørgerpligt reducerer beskæftigelsen med ca. 1000 personer. Tilsvarende vil der være negative beskæftigelseseffekter af den nye kontantydelse og af den højere kontanthjælp til de unge.

- Desuden lægger man op til at øge det offentlige forbrug med ca. fire milliarder kroner. Det er en forkert prioritering af de fire milliarder kroner. De burde i stedet bruges på at sænke skatter og afgifter. Det kunne eksempelvis være lavere topskat, selskabsskat eller aktionærskat.

* Arbejdsmarkedsordfører for SF Eigil Andersen:

- Arbejdstilsynet stod til at fyre 123 medarbejdere næste sommer, fordi de skulle spare 80 millioner kroner i 2016. Det ville være en katastrofal svækkelse af kontrollen med det danske arbejdsmiljø, hvis det skete.

Administrerende direktør i BL, brancheorganisationen for almene boligforeninger, Bent Madsen:

- Det er yderst positivt, at de store bykommuner fremadrettet får mulighed for at yde et ekstra grundkøbslån til almene boliger i områder med høje grundpriser. Den nye lånemulighed er derfor utrolig vigtig for at forebygge en social opsplitning af byen.

/ritzau/

Dagens Gossip