FAKTA: Det siger de om vækstplanen

Skrevet af admin

18/06/2014

Dagens topnyheder

Regeringen og Venstre indgik tirsdag en aftale om rammerne for en vækstpakke samt for en reform af beskæftigelsessystemet.

Her er et overblik over, hvad politikere og interesseorganisationer siger om resultatet:

* Finansminister Bjarne Corydon (S):

- Vi giver i dag erhvervslivet et kraftigt skub fremad, så vi kan få vores land helt ud af krisen.

* Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S):

- Der bliver ikke sparet én krone på den aktive beskæftigelsespolitik.

* Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen:

- Den her aftale er god, hvor der samtidig er nogle ting, som vi har lagt meget vægt på.

* Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen:

- Der er for meget fokus på rabatter til erhvervslivet og alt for lidt fokus på, hvordan vi gør Danmark klar til fremtiden gennem grøn omstilling. Og så er der simpelthen for få nye arbejdspladser i aftalen.

* Formand for LO, Harald Børsting:

- Reformen er godt nyt for de danskere, der ikke har noget arbejde. Nu slipper de for meningsløse aktiveringskurser. I stedet bliver de fremover mødt med den service, de fortjener og de uddannelsesmuligheder, der kan bringe dem videre. Samlet set er der tale om en reformpakke, der vil gavne lønmodtagerne i Danmark.

* Leder af Dansk Metals a-kasse, Torben Poulsen:

- Vi er tilfredse med, at regeringen har formået at fastholde, at reformen ikke er en spareøvelse, men en styrkelse af indsatsen. Der er i forvejen skåret langt ind i benet på beskæftigelsesområdet over de seneste mange år.

* Formand for fagforbundet FOA, Dennis Kristensen, på Twitter:

- Så droppede regeringen endnu en af fagbevægelsens mærkesager. Denne gang a-kassernes nye rolle i beskæftigelsesindsatsen. Surt.

* Formand for HK, Kim Simonsen:

- Det er i høj grad laboranten, it-specialisten og kontormedarbejderen, som skal skabe fremtidens løsninger og vækst, og derfor er det farligt, når regeringen fokuserer for entydigt på opkvalificering af ufaglærte. Vi må ikke glemme de faglærte.

* Direktør i Dansk Erhverv, Jens Klarskov:

- Regeringens oprindelige udspil var for uambitiøst, og det er kun blevet en smule bedre. Retningen er den rigtige, men man vinder ikke et kapløb ved at tage så små skridt.

* Direktør i Dansk Industri, Karsten Dybvad:

- Vi har efterlyst en vækstpakke med ambitioner for Danmark, og regeringen og Venstre har lyttet. Der er slet ingen tvivl om, at aftalen her vil styrke danske virksomheders evne til at konkurrere og trække ordrer hjem til Danmark.

/ritzau/