FAKTA: Det skal drøftes i Udenrigspolitisk Nævn

Skrevet af admin

16/02/2014

Dagens topnyheder

Efter en af danmarkshistoriens længste gidselsager skal politikerne i Folketingets Udenrigspolitisk Nævn drøfte med blandt andre udenrigsminister Martin Lidegaard (R), hvordan Danmark bedre kan hjælpe danske statsborgere, der tages som gidsler i udlandet.

Enhedslisten vil blandt andet have udenrigsministerens svar på:

* Hvilken lære der kan drages af den 838 dages lange gidseltagning af søfolkene fra Shipcraft-coasteren Leopard, hvilke fejl blev der begået undervejs, siden søfolkene skulle sidde tilfangetaget i mere end to år?

* Har myndighederne systematisk opsamlet erfaringer fra forløbet, og er de ansvarlige ministres drejebog for gidseltagninger blevet justeret, og i givet fald på hvilke punkter?

* Kan der med fordel nedsættes et pirat-gidselråd af personer med indsigt i gidselsager, der skal kobles på, hvis der ikke sker fremskridt i forhandlingerne inden for de første tre til seks måneder af en gidseltagning?

* Hvilken rolle - positiv som negativ - har de forskellige parter spillet i sagen: Rederiet, organisationerne, Udenrigsministeriet og efterretningstjenesterne?

* Vil regeringen iværksætte den store undersøgelse af det to år, tre måneder og 18 dage lange forløb fra kidnapningen til frigivelsen, som kan ske efter Sølovens bestemmelser?

* Shipcraft-direktør Claus Bech har i kronikker og interviews i pressen sagt, at han fra dag ét har samarbejdet med myndigheder og sikkerhedsrådgivere. Enhedslisten vil have udenrigsministerens vurdering af rederidirektørens udlægning.

Der er endnu ikke sat dato på drøftelsen af sagen i Udenrigspolitisk Nævn. Datoen fastsættes af udenrigsministeren.

/ritzau/