FAKTA: Det skal EU-lederne tale om på topmødet

Skrevet af admin

15/10/2015

Dagens topnyheder

EU's stats- og regeringschefer samles torsdag til et topmøde i Bruxelles, hvor flygtninge- og migrationskrisen endnu engang dominerer dagsordenen.

Her kan du se, hvad statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og de øvrige EU-ledere skal tale om på topmødet, der starter torsdag eftermiddag:

* Flygtninge- og migrationskrisen, herunder tættere samarbejde om en europæisk grænsekontrol og kystvagt, hvordan de såkaldte hot spots skal fungere og fremtiden for den såkaldte Dublin-forordning.

* Handlingsplan for samarbejde med Tyrkiet for at få tyrkerne til at beholde flygtninge til gengæld for massiv økonomisk støtte og lempelse af visumreglerne til EU.

* Krigen i Syrien og de russiske bombninger, der har kompliceret situationen yderligere. EU mener ikke, at der kan blive varig fred med den syriske præsident, Bashar al-Assad, ved magten.

* Storbritanniens ønsker til en genforhandling af dele af EU-samarbejdet forud for en kommende folkeafstemning om at blive i et reformeret EU eller sige farvel.

* Status på den økonomiske og monetære union, herunder arbejdet med den kommende bankunion.

* Den franske præsident, François Hollande, vil gøre status på forberedelserne til klimatopmødet COP21 i Paris i december, hvor verdens lande skal forsøge at nå til enighed om en ny klimaaftale.

* Den hollandske premierminister, Marc Rutte, vil orientere om den netop offentliggjorte havarirapport, der konkluderer, at et russisk fremstillet missil skød MH17-flyet ned og dræbte alle 298 om bord.

* François Hollande og den tyske forbundskansler, Angela Merkel, vil orientere om fredsprocessen for Ukraine.

EU-topmødet skulle oprindelig have varet både torsdag og fredag, men det ventes nu at slutte natten til fredag.

/ritzau/