FAKTA: Det sker omkring de kemiske våben i Syrien

Skrevet af admin

08/11/2013

Dagens topnyheder

* Den 21. august blev en forstad til Damaskus, som oprørerne kontrollerer, beskudt med kemiske våben, og ifølge USA blev over 1400 dræbt. Der har før været oplysninger om, at kemiske våben er brugt i den snart tre år lange borgerkrig.

* USA truede med et militært angreb på Syrien, men blev enig med Rusland om en plan, der skal ødelægge alle de kemiske våben i Syrien. Det accepterede Syrien.

* Den 14. september tilsluttede Syrien sig den internationale aftale om forbud mod kemiske våben, som håndhæves af organisationen OPCW, Organization for the Prohibition of Chemical Weapons, (Organisationen for forbud mod kemiske våben).

* Ifølge OPCW råder Syrien over 1000 ton kemiske våben.

* Den 27. september vedtog FN's Sikkerhedsråd enstemmigt resolution 2118, som bemyndiger eksperter fra FN og OPCW at overvåge destruktionen.

* Samtidig pålægger resolutionen Syrien at arbejde aktivt og i samarbejde med det internationale samfund for at eliminere alle kemiske våben i landet senest 30. juni 2014.

* 13. oktober udnævnte FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, den hollandske FN-diplomat Sigrid Kaag til leder af OPCW's mission i Syrien. Hun skal beskyttes af soldater fra det danske personbeskyttelseshold.

* 31. oktober meddelte OPCW, at alt produktionsudstyr til at fremstille kemiske våben i Syrien er destrueret, og alle lagre af giftgasserne er bragt bag lås og slå. OPCW har inspiceret 21 ud af 23 produktionsanlæg. De sidste to ligger i områder, hvor det er for farligt for våbeninspektørerne at være på grund af krigen.

* 8. november: Danmark er parat til at efterkomme et ønske fra FN om, at Danmark bidrager med søtransport og personbeskyttelse i forbindelse med bortskaffelsen af kemiske våben i Syrien, oplyser forsvarsminister Nicolai Wammen (S) efter et ekstraordinært møde i Udenrigspolitisk Nævn. Dog skal der først komme en officiel og mere specifik henvendelse efter et møde i FN-regi den 15. november.

/ritzau/