FAKTA: Det slås de om i Sydsudan

Borgerkrigen i Sydsudan har efterhånden stået på siden 15. december 2013, og det er svært at se en ende på den.

Den brød ud, da præsident Salva Kiir anklagede sin afsatte højrehånd Riek Machar for at forsøge at kuppe sig til magten.

Parterne består hovedsageligt af regeringstropperne på den ene side og en række oprørsgrupper på den anden side. Regeringstropperne får desuden hjælp af Uganda.

Flere våbenhviler er blevet brudt undervejs i forløbet, og et ukendt antal mennesker har mistet livet, herunder masser af civile. FN skønner, at 2,5 millioner mennesker er på flugt fra krigen.

Sydsudan er et af verdens nyeste lande, idet det opnåede selvstændighed fra Sudan i juli 2011.

Landets indtægter består for langt hovedpartens vedkommende af salg af olie, og de faldende oliepriser har derfor gjort ondt på det krigshærgede land, hvor produktionen samtidig er blevet halveret på grund af konflikten.

Der bor 11,1 millioner mennesker i Sydsudan, og mere end halvdelen af dem lever under fattigdomsgrænsen.

Kilder: AFP, The World Factbook, Financial Times.

/ritzau/

Dagens Gossip