FAKTA: Det ved vi foreløbig om id-kontrollen

Skrevet af admin

25/12/2015

Dagens topnyheder

Ifølge den svenske administrerende direktør for Öresundståg, Gunnar Wulff, overvejer danske DSB at skanne og gemme id-oplysninger for alle rejsende til Sverige, når transportørselskaberne fra 4. januar skal tjekke id-papirer fra alle rejsende fra Sverige til Danmark.

DSB ønsker fredag ikke at kommentere oplysningerne.

Indtil videre ved vi følgende om, hvordan id-kontrollen vil blive effektueret fra 4. januar:

Sådan rejser du fra Danmark til Sverige:

* Det bliver ikke længere muligt at køre med gennemkørende tog direkte fra Københavns Hovedbanegård til Malmø.

* Fra 4. januar skal alle passagerer stige af på stationen i Kastrup Lufthavn, hvor DSB skal kontrollere identiteten på samtlige rejsende, der skal med toget.

* Nordiske borgere behøver ikke nødvendigvis at medbringe pas. De kan nøjes med at vise for eksempel et kørekort.

* Rejsende uden gyldig id bliver nægtet indrejse i Sverige.

* Først når en passager har været igennem kontrollen, får vedkommende lov til at stige på næste tog og fortsætte rejsen.

* DSB vil først "efter jul" meddele, nøjagtig hvordan id-kontrollen skal foregå.

* Sund og Bælt gik inden jul i gang med at opføre et hegn, der adskiller to togspor på stationen Københavns Lufthavn.

* I forbindelse med selve byggearbejdet kan der ikke køre tog gennem lufthavnen nætterne til 28., 29. og 30. december. Der bliver i stedet indsat togbusser på strækningen mellem Tårnby og lufthavnen samt som erstatning for nogle intercitytog på strækningen helt til Høje Taastrup.

* Når hegnet er opført, kører der kun tog til Sverige fra det ene spor på stationen i lufthavnen.

* Hvis man skal rejse videre nordpå i Sverige fra Hyllie station skal man på ny fremvise id ved grænsekontrollen.

Sådan rejser du fra Sverige til Danmark:

* Der er ingen id-kontrol i retningen fra Sverige til Danmark.

* Derfor standser togene fortsat ved alle stationer som normalt.

* Dog kan politiets grænsekontrol ved Hyllie Station skabe forsinkelser.

* I myldretiden mandag til fredag kører tog over Øresundsbroen hvert 20. minut.

* Skånetrafikken opfordrer kunderne til at tage af sted i god tid.

Kilder: Skånetrafikken

/ritzau/