FAKTA: Det ved vi om gerningsmandens færden

Skrevet af admin

16/02/2015

Dagens topnyheder

Alt tyder på, at den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein angreb kulturhuset Krudttønden og synagogen i Krystalgade i København. Inden han natten til søndag døde i ildkamp med politiets aktionsstyrke, dræbte han to personer og sårede fem betjente.

Her er, hvad politiet og andre har offentliggjort om den formodede gerningsmands færden:

* Omkring klokken 14.45 lørdag lægger Omar Abdel Hamid El-Hussein ifølge Ekstra Bladet en jihad-video på sin facebookside.

* Klokken 15.33 åbner han ild ved et debatarrangement om ytringsfrihed i Krudttønden på Østerbro. Han affyrer 28 skud med et M95-gevær.

* Den 55-årige Finn Nørgaard bliver dræbt og tre betjente bliver såret.

* Herefter frarøver gerningsmanden en kvinde hendes VW Polo, som han flygter fra stedet i.

* Gerningsmanden, der menes at være Omar Abdel Hamid El Hussein, kører til Borgervænget. Videoovervågning fra området ved Borgervænget viser, at han tager en taxa derfra til Mjølnerparken.

* Han ankommer til Mjølnerparken, hvor han bor, klokken 16.15. Klokken 16.37 forlader han området igen, viser videoovervågning.

* Derefter er det usikkert, hvor den formodede gerningsmand befinder sig indtil klokken 22, hvor politiet mener, at han ankommer på en netcafé på Nørrebro.

* Senere bliver to mænd på 19 og 22 år anholdt på netcaféen. De er sigtet for medvirken til drab. Politiet mener, de to mænd har hjulpet den 22-årige med at få fat i de våben, som han menes at have skudt med ved angrebene i København.

* Klokken 22.25 forlader den formodede gerningsmand netcaféen.

* Omar Abdel Hamid El-Husseins færden er herefter ukendt indtil efter midnat, hvor han dukker op ved synagogen i Krystalgade i det indre København.

* Her affyrer gerningsmanden to skud med en kaliber 7,65 millimeter pistol og syv skud med en 9 millimeter pistol. Den 37-årige jødiske vagt Dan Uzan mister livet, da han bliver ramt af skud. To politibetjente bliver såret.

* Den formodede gerningsmand undslipper, og politiet ved ikke, hvor han befinder sig før klokken cirka 04.55. Her dukker han op på Svanevej, hvor Politiets Aktionsstyrke venter på ham.

* Da den 22-årige ankommer, råbes han an. Han skyder tre gange mod politiet, før han selv bliver dræbt.

Kilder: Københavns Politi, Ekstra Bladet

/ritzau/