FAKTA: Det ved vi om rockere og bandemedlemmer

Skrevet af admin

21/08/2014

Mest læste i dag

Mange forlader bander og rockergrupper, men endnu flere kommer til, viser ny rapport fra Justitsministeriet. Her er et overblik over, hvad vi ved om rockere og bandemedlemmer:

* Rockerne består stort set af klubberne Hells Angels og Bandidos inklusiv deres ungdomsafdelinger og støttegrupper.

* Bandidos oprettede ungdomsgruppen "Mexican Teamwork" i 2013, mens Hells Angels oprettede ungdomsgruppen AK81 i november 2007.

* Den hollandske rockergruppe Satudarah oprettede sit første klubhus i november 2013 i Danmark i Bagsværd. Satudarah har slået sig sammen med den lokale bande i Bagsværd kaldet Værebros Hårde Kerne, VHK.

* Banderne er fordelt i et stort antal grupper af forskellig størrelse. Mange er knyttet til Storkøbenhavn. I 2013 var de største bander Værebros Hårde Kerne, VHK, Brothers Souljaz, Black Cobra og Bloodz.

* Banden Loyal to Familia opstod i januar 2013. Medlemmerne holder til i Kokkedal, Tingbjerg, København og Skovlunde.

* Antallet af rockere og bandemedlemmer er ifølge politiet steget med 86 procent siden december 2008, hvor der var 944 personer i de kriminelle grupper.

* I januar 2010 var der 1305, i januar 2012 var der 1863, i januar 2013 var der 1635 og i januar 2014 var der 1759 rockere og bandemedlemmer registreret.

* De registrerede fordeler sig ved 754 rockere i 2009, mens der var 392 bandemedlemmer i det år. I 2012 var der 1087 rockere og 522 bandemedlemmer, mens der i 2013 var 1132 rockere og 643 bandemedlemmer.

* Antallet af registrerede rockere er vokset med 44 procent fra 2009 til 2012, mens væksten er stagneret fra 2012 til 2013.

* Der er cirka samme antal registrerede rockere i Hells Angels og Bandidos.

* Antallet af registrerede bandemedlemmer er vokset med en tredjedel fra 2009 til 2012. Stigningen er fortsat fra 2012 til 2013, hvor der er registreret 23 procent flere bandemedlemmer.

* Ingen bander er registreret med flere end 100 medlemmer.

* Knap en tredjedel af de 2647 personer, der af politiet er registreret som medlemmer af rockerklubber eller bander, er ophørt med at være aktive, idet de i løbet af 2009 til 2013 er slettet af registret.

* 19 procent af rockerne har været på politiets liste i alle tre år, mens det kun er 10 procent af bandemedlemmerne, som går igen.

* Rockerne var i gennemsnit registreret i 3,4 år, før de forlod gruppen, mens bandemedlemmer var registreret i 3,9 år, før de trak sig ud.

* Blandt rockerne er det særligt fra AK81 og Bandidos støttegrupper, at personer stopper med at blive registreret hos politiet.

* På tidspunktet for den første registrering var rockere og bandemedlemmer i gennemsnit 26,5 år. Rockerne var i gennemsnit 28,9 år, mens bandemedlemmer var 23 år.

* Ved første registrering i Hells Angels var medlemmerne i gennemsnit 35 år.

Kilde: Justitsministeriet

/ritzau/