FAKTA: Det ved vi om Skattesagskommissionens afgørelse

Skattesagskommissionen afleverer mandag sin 1700 sider lange rapport efter at have afhørt 45 vidner og læst tusindvis af dokumenter. Målet har været at opklare to hovedspørgsmål om behandlingen af Helle Thorning-Schmidt (S) og Stephen Kinnocks skattesag:

1) Hvem lækkede Helle Thorning-Schmidts skattepapirer til BT kort før valgkampen i 2011?

2) Har skatteminister Troels Lund Poulsen (V), særlig rådgiver Peter Arnfeldt, departementschef i Skatteministeriet Peter Loft eller andre forsøgt at påvirke afgørelsen af sagen og dermed begået magtfordrejning?

Politiken har fået indsigt i hovedkonklusionerne i beretningen. Ifølge avisen konkluderer Skattesagskommissionen:

* Kommissionen har ikke kunnet finde frem til, hvem der lækkede Thornings skattepapirer. Troels Lund Poulsens særlige rådgiver Peter Arnfeldt, der har været sigtet af politiet, bliver ifølge Politiken frikendt af kommissionen. Kommissionen konkluderer, at "det er mest sandsynligt", at lækagen af skattepapirer til BT enten er sket fra nogen i Skatteministeriet eller Skat København, eventuelt via mellemmand.

Forsøg på at påvirke afgørelsen af sagen:

* Troels Lund Poulsen, tidligere skatteminister:

Kommissionen mener, at Troels Lund Poulsen har vist "væsentlig interesse" for sagen, mens den verserede i Skat København. Troels Lund Poulsen har dog ikke "involveret sig i Skat Københavns behandling af sagen eller i øvrigt søgt af få afgørelsen omgjort".

Troels Lund Poulsen har selv oplyst, at han videregav rygtet om, at Stephen Kinnock skulle være homoseksuel.

* Peter Loft, tidligere departementschef i Skatteministeriet, hjemsendt i 2012 med løn:

Kommissionen mener, at Peter Loft har involveret sig i Skat Københavns behandling af sagen på en måde, som strider mod bestemmelsen i skatteforvaltningslovens paragraf 14.

Kommissionens begrundelse er, at Loft har været engageret i hele sagens forløb i Skat København. Han forlangte således en formel åbning af en sag mod Thorning-parret og gik siden meget tæt på skattesagens "faktum" på fire af fem møder med Skat København.

Han afleverede tillige notater om sagen og skrev selv fire linjer, som han insisterede på at få med i afgørelsen. Kommissionen skriver, at "Peter Loft med den viden og de kvalifikationer, han besad, burde have handlet anderledes".

Kommissionen kalder Lofts ageren "kritisabel", men mener, han har handlet "uagtsomt", og at der derfor ikke skal placeres et "disciplinært ansvar", skriver Politiken.

Peter Loft fortalte også "uberettiget" homorygtet videre til Troels Lund Poulsen. Det er dog ikke en grov overtrædelse af reglen om tavshedspligt, vurderer kommissionen.

Peter Loft var desuden vidende om, at skattedepartementet gav urigtige oplysninger til Ombudsmanden, konkluderer kommissionen.

* Erling Andersen, tidligere direktør i Skatteregion København, nu indsatsdirektør i Skat:

Kommissionen kritiserer Erling Andersen for at have fortalt homorygtet videre til Peter Loft. Ligesom i Peter Lofts tilfælde vurderer kommissionen dog ikke, at det er en grov overtrædelse af reglen om tavshedspligt.

Kommissionen skriver, at Skat København med Erling Andersens vidende har givet urigtige oplysninger til Ombudsmanden.

Kilde: Politiken

/ritzau/

Dagens Gossip