FAKTA: Det ville kronprinsens broture koste i bøde

Skrevet af admin

12/01/2015

Dagens topnyheder

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi retter henvendelse til hoffet, efter at kronprinsen uden tilladelse kørte over Storebæltsbroen, der var lukket på grund af storm.

Kronprins Frederik kørte både lørdag eftermiddag og natten til søndag over Storebæltsbroen, der var lukket på grund af stormen Egon.

Kronprinsen er dog straffri ifølge grundlovens paragraf 13.

- Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig, står der.

Hvis kronprins Frederik var almindelig dansker, så havde han brudt færdselslovens paragraf 4 stk. 1 ved at køre frem og tilbage over Storebæltsbroen, efter at politiet havde lukket for al biltrafik.

- Man efterkommer dermed ikke politiets anvisninger ved skiltning, da skilte viser, at broen ikke er farbar, siger chefanklager Jan Stick, leder af anklagemyndigheden ved Fyns Politi, til Ritzau.

- Det giver en bøde på 1500 kroner per gang, men med to enslydende overtrædelser, så lægger man sammen og finder en midterposition, så det ville samlet ligge omkring 2000-2500 kroner i bøde, siger Jan Stick.

Kilder: Fyns Politi

/ritzau/