FAKTA: Dette fly kan transportere nødhjælp til Irak

Hvis Danmark beslutter at sende transportfly til Irak på en humanitær mission, bliver det Flyvevåbnets C-130J-30 Hercules, der skal af sted.

* Danmark har fire C-130J-30 Hercules-fly. De første tre blev leveret i 2004, mens yderligere et blev tilføjet til beholdningen i 2007. Flyene afløste en tidligere Hercules-model, C-130 H.

* Modellen er produceret hos amerikanske Lockheed Martin Aircraft Systems og er udstyret med fire Rolls-Royce-motorer.

* Det kommer an på omstændighederne og den konkrete situation, hvor hurtigt flyet kan gøres klar til at deltage i en aktion. Den mest tidskrævende udfordring er at håndtere de logistiske spørgsmål om aktionen og dens destination. Både sikkerheden og forholdene for flyets mandskab skal være på plads først. Det oplyser Flyvertaktisk Kommando til Ritzau.

* Flyet har en nyttelast op til 18.144 kilo eller 128 personer.

* Flyet er 34,36 meter langt, 11,84 meter højt og har en spændvidde på 40,41 meter.

* Max-hastigheden er 660 kilometer i timen, og tophøjden er 11.600 meter.

* Med 14 tons gods har flyet en rækkevidde på 5900 kilometer. Det er længere end luftlinjen mellem København og Irak.

* Tidligere har flyene bidraget til aktioner i blandt andet Sydøstasien efter tsunamien og i Afghanistan i forbindelse med Danmarks militære indsats i landet.

* De fire fly hører hjemme hos Eskadrille 721 på Air Transport Wing Aalborg.

Kilde: Flyvertaktisk Kommando

/ritzau/

Dagens Gossip