FAKTA: DF vil genindføre grænsekontrol

Skrevet af admin

18/06/2015

Dagens topnyheder

Dansk Folkeparti er under valgkampen kommet med en lang række forslag. Se de væsentligste her:

* Dansk Folkeparti har fremlagt 2020-plan til 63,9 milliarder kroner, der blandt andet skal gå til øget velfærd.

* Danmark bør drive asylcentre i flygtninges nærområder, og flygtninge skal ikke have krav på en bolig. Målsætningen er, at der på sigt ikke skal gives asyl til folk på dansk grund.

* Asylansøgere, der begår kriminalitet, skal i fængsel, indtil de rejser ud af landet. Også selvom der er tale om mindre forseelser.

* Der skal være mere videoovervågning og der skal ansættes 2000 flere politibetjente.

* Grænsekontrollen skal genindføres.

* Danske virksomheder og landets kommuner skal fremover kunne dokumentere, at de har søgt efter danske ledige, før de retter blikket mod udlandet for at hente arbejdskraft.

* Nye EU-regler skal kunne bremses. Et mindretal uden om regeringen skal fremover kunne bede et forfatningsråd skride ind over for EU-regler. Rådet skal bestå af fem højesteretsdommere.

* Dansk Folkeparti vil bruge Grundlovens bestemmelser om folkeafstemninger aktivt, hvor det er muligt, på EU-området.

* Dansk Folkeparti og SF har givet hinanden håndslag på, at de vil kræve af den kommende statsminister - hvem end det bliver - at halvere genoptjeningskravet til dagpengene.

* Dansk Folkeparti vil genbruge den kasserede rapport fra Udlændingestyrelsen om flygtninge fra Eritrea. Efter langvarig kritik af rapportens konklusioner om, at det ikke var så farligt at sende folk tilbage til Eritrea, droppede myndighederne dele af rapporten.

* S og DF vil stoppe misbrug af cabotageregler. Misbrug af EU's cabotageregler skaber social dumping på det danske marked for lastbiltrafik, og det skal stoppes, mener partierne.

Kilder: Dansk Folkeparti og Ritzau

/ritzau/