FAKTA: Die Linke når til tops 25 år efter Murens fald

Skrevet af admin

05/12/2014

Mest læste i dag

Med Bodo Ramelows valg til ministerpræsident i Thüringen har Tysklands venstreparti, Die Linke, fredag for første gang sat sig for bordenden i en tysk delstatsregering, 25 år efter at Berlinmuren faldt.

* Die Linke er opstået i ruinerne på det østtyske socialistparti SED, som sad tungt på magten i DDR frem til 1990, hvor Tyskland blev genforenet.

* Die Linke blev dannet i sommeren 2007, da PDS, Partiet for Demokratisk Socialisme, og WASG, Valgalternativet for Social Retfærdighed, fusionerede.

* Partiets mål er at overvinde kapitalismen for at få indført en "demokratisk socialisme".

* PDS var efterfølgerparti for DDR's socialistiske statsparti SED og havde sin forankring i de østtyske delstater.

* Før Murens fald i 1989 havde partiet 2,3 millioner medlemmer. Da det fusionerede, talte partiet omkring 60.000 medlemmer med en gennemsnitsalder på over 60 år. Mange ofre for DDR-styret har kritiseret PDS for fortsat at have SED-kadrer i partiet.

* WASG blev dannet i januar 2005 af skuffede socialdemokrater og fagforeningsfolk, som brød med SPD på grund af den daværende forbundsregerings omstridte arbejdsmarkedsreformer. Det talte cirka 10.000 medlemmer ved fusionen.

* Efter at den tidligere SPD-formand Oskar Lafontaine havde meldt sig under det lille WASG's faner, kom fusionen i stand, og Die Linke fik et ståsted i de vesttyske delstater. Partiet er i dag repræsenteret i 10 ud af 16 delstatsparlamenter.

* Ved forbundsdagsvalget i september 2013 fik Die Linke 8,6 procent af stemmerne og valgt 64 medlemmer ind i Forbundsdagen. I maj fik partiet valgt syv medlemmer ind i EU-Parlamentet.

* Østtyske Katja Kipping og vesttyske Bern Riexinger er formænd for partiet, der har cirka 63.000 medlemmer og diverse undergrupper såsom Den Kommunistiske Platform.

* Ud over i Thüringen er Die Linke også med i den SPD-ledede delstatsregering i Brandenburg.

Kilder: Ritzau, die-linke.de

/ritzau/