FAKTA: Disse Norwegian-ruter kan blive ramt af pilotstrejke

Skrevet af admin

03/11/2013

Dagens topnyheder

Hvis det ikke lykkes lavprisflyselskabet Norwegian at få løst en strid med piloterne om en fælles lønaftale inden midnat søndag, så nedlægger selskabets flere end 620 piloter arbejdet. 110 af piloterne er danske.

Norwegian er derfor gået i gang med en nødplan for flyafgangene, hvis piloterne nægter at sidde i cockpittet, oplyser lavprisselskabet til nyhedssiden check-in.dk.

- Der udarbejdes i disse timer et nødtrafikprogram, der vil træde i kraft, hvis det mod forventning ikke lykkes at opnå enighed om en aftale, fortæller Norwegians danske presse- og markedschef, Johan Bisgaard Larsen, til nyhedssiden check-in.dk.

* Disse ruter kan blive ramt ifølge Norwegians danske presse- og markedschef:

Fra Københavns Lufthavn vil det især være ruterne til Stockholm og Oslo samt andre skandinaviske storbyer, der vil kunne blive berørt af konflikten.

Indenrigsruten fra København til Aalborg vil også kunne blive påvirket.

* Disse ruter vil ikke blive påvirket af en eventuel konflikt:

Indenrigsruten til Karup fra København vil gå helt fri, da den opereres af Danish Air Transport, DAT, på vegne af Norwegian.

Ruterne fra Spanien, Storbritannien og Finland vil ikke blive påvirket af en eventuel konflikt, fordi piloterne er ansat på andre vilkår.

Det samme gælder for langdistanceruterne fra Stockholm og Oslo til Bangkok og New York.

Kilde: check-in.dk.

/ritzau/