FAKTA: Disse SF'ere har forladt partiet siden valget

Skrevet af admin

04/02/2014

Dagens topnyheder

Siden tidligere udenrigsminister Villy Søvndal (SF) trak sig som SF's formand den 7. september 2012 et år efter folketingsvalget, har en række prominente SF-politikere forladt partiet og i stedet meldt sig under fanen hos andre partier.

* 4. februar 2014: Tidligere erhvervs- og vækstminister Ole Sohn bekræfter, at han skifter til Socialdemokraterne og forlader dansk politik efter næste folketingsvalg.

* 3. februar 2014: Peter Westermann trækker sig fra dansk politik som følge af stress fire dage efter at have bebudet sin afgang som SF-næstformand. Også Leon Rix Iversen, medlem af SF's landsledelse og tidligere formand for SF Aarhus, melder sig ud af partiet.

* 31. januar 2014: Ida Auken, der har været miljøminister siden 2011, meddeler, at hun går over til De Radikale.

* 30. januar 2014: Astrid Krag, der har været sundhedsminister, forlader SF for at blive medlem af Socialdemokraterne.

* 27. juni 2013: SF's tidligere skatteminister Thor Möger Pedersen - en af hovedarkitekterne bag regeringssamarbejdet med S - meddeler, at han melder sig ud af SF og ind hos Socialdemokraterne.

* 24. april 2013: Tidligere formand for partiets ungdomsorganisation SFU Gry Möger Poulsen melder sig ud af SF for i stedet at blive socialdemokrat.

* 20. marts 2013: Medlem af EU-Parlamentet for SF Emilie Turunen melder sig ind hos Socialdemokraterne. Samme dag følger tidligere folketingsmedlem for SF Nanna Westerby.

* 19. marts 2013: Partiets politiske ordfører Jesper Petersen forlader SF til fordel for en plads i den socialdemokratiske folketingsgruppe, hvor han siden er blevet finansordfører.

* 10. december 2012: Medlem af SF's landsledelse Kasper Bjering Søby Jensen forlader SF til fordel for Socialdemokraterne.

* 6. december 2012: SF's næstformand Mattias Tesfaye trækker sig fra sin post og bliver efterfølgende medlem af Socialdemokraterne og folketingskandidat for partiet.

/ritzau/