FAKTA: Donorkonference håber at hente ni milliarder dollar

Torsdag er der i London en international donorkonference til støtte for ofrene for krigen i Syrien.

Læs mere om baggrunden for konferencen her:

* Donorkonferencen i London er den fjerde store internationale konference for at skaffe penge til at hjælpe ofrene for krigen.

* Storbritannien, Tyskland, Kuwait, Norge og FN står som værter for arrangementet.

* Ved forrige konference i 2015 lovede donorlande at hjælpe FN og FN's organisationer med 8,4 milliarder dollar. FN har indtil nu kun modtaget 3,3 milliarder dollar af det lovede beløb.

* Denne gang beder FN om ni milliarder dollar fra donorerne. 7,73 milliarder dollar er øremærket hjælp i Syrien, mens 1,23 milliarder dollar skal hjælpe syriske flygtninge i andre lande.

Initiativtagernes formål er, at pengene skal gå til at:

* Give mulighed for uddannelse til alle flygtningebørn inden udgangen af skoleåret 2016-17.

* Skabe jobmuligheder til flygtninge og i flygtningelejre i nabolandene.

* Få lagt et internationalt pres for at stoppe blokader og misbrug samt skabe respekt om humanitære krav.

* Give mennesker i Syrien sikrere sundhed, sikrere uddannelse og støtte de mest sårbare - særligt kvinder og børn.

* Begynde det internationale samfunds arbejde med at genopbygge Syrien, når konflikten er afsluttet.

Kilder: supportingsyria2016.com, Reuters

/ritzau/

Dagens Gossip