FAKTA: EU-lederne skærper tonen over for Rusland

Skrevet af admin

06/03/2014

Dagens topnyheder

* Ukraines premierminister, Arsenij Jatsenjuk, der deltager i et formøde med EU's stats- og regeringschefer, inden selve deres EU-topmøde går i gang:

- Vi bliver nødt til hurtigt at tackle problemet. Vi er klar til at finde en løsning i en international kontaktgruppe.

- Vi beder Rusland om at reagere, uanset om de er klar til at bevare fred og stabilitet i Europa, eller om de er klar til at anstifte flere provokationer og spændinger i vores bilaterale og multilaterale relationer.

* Tysklands forbundskansler, Angela Merkel:

- Vi vil tale om, hvordan vi kan hjælpe Ukraine i landets nuværende situation. Vi ønsker, at folk, der har kæmpet for frihed og demokrati, nu kan opleve nogle positive udviklinger.

- Det kan ikke være business as usual. Hvis der ikke finder diplomatiske samtaler sted, (...) må vi også tale om sanktioner på forskellig vis. Om de skal træde i kraft eller ej må afhænge af, hvor langt de diplomatiske bestræbelser når.

* Frankrigs præsident, François Hollande:

- Vi må lægge det stærkest mulige pres på Rusland for at få nedtrappet spændingerne. Og som led i det pres er der selvfølgelig i sidste ende muligheden for sanktioner.

- Men hvad er målet med presset? Hvad er det, vi prøver at opnå? Vi ønsker ikke at optrappe situationen igen. Vi ønsker tværtimod at åbne døren for dialog. Alle europæere må tale med én stemme, med samme beslutsomhed og med samme mål for øje.

* Litauens præsident, Dalia Grybauskaite:

- Den fare, vi ser nu i Europa, er, at grænserne før Anden Verdenskrig bliver genskabt. Det er det signal, Rusland sender til os.

- Vi er nødt til at forstå dét prompte og reagere øjeblikkeligt. For efter Ukraine kommer republikken Moldova, og efter Moldova kommer flere lande.

- Det, vi ser i dag, er åben og brutal aggression. Europa forstår stadig ikke, hvad der foregår. Vi må forstå, at Rusland er farlig, siger hun.

/ritzau/