FAKTA: Få overblikket over Bødskovs Christiania-sag her

Skrevet af admin

16/01/2014

Mest læste i dag

* Folketingets Retsudvalg skulle i februar 2012 besøge Christiania - en tur, som Pia Kjærsgaard (DF) ønskede at komme med på.

* Turen bliver udsat af Politiets Efterretningstjeneste (PET) og justitsminister Morten Bødskov (S), fordi der ifølge PET er et øget trusselsbillede mod Kjærsgaard.

* Da man ikke kan oplyse retsudvalget om det øgede trusselsbillede, giver Anne Baastrup (SF), formand for retsudvalget - efter samråd med Morten Bødskov - en forkert begrundelse for aflysningen til udvalget.

* Man begrunder det med, at daværende politidirektør Johan Reimann ikke kunne deltage i et forudgående møde om besøget. En begrundelse, man gentager i en pressemeddelelse den 19. november 2013, da sagen begynder at rulle.

* På et samråd den 9. december 2013 erkender Bødskov, at det er en begrundelse, man har fabrikeret til lejligheden. Efter samrådet melder Enhedslisten, at partiet ikke længere har tillid til Bødskov, og han trækker sig samme dag.

* 15. januar 2014: Det viser sig, at Statsministeriets departementschef tidligere på dagen den 19. november har fået tilsendt to udkast til Bødskovs pressemeddelelse.

* Udkastene viser, at man allerede her, altså tre uger før Bødskov gik af, overvejede at lade ham beklage, at han havde givet et "forkert billede" til retsudvalget. I den færdige pressemeddelelse er beklagelsen dog udeladt.

* Statsministeriet afviser efterfølgende, at man har været med til at redigere pressemeddelelsen.

* Ministeriet undlader dog at forklare, hvordan man reagerer på oplysningerne om, at Bødskov tilsyneladende har givet et "forkert billede", som han er klar til at erkende. Det fremgår heller ikke, om Thorning er blevet gjort bekendt med oplysningerne.

* 16. januar 2014: Også Bødskov afviser Statsministeriets indblanding. Bødskov siger, at han i sidste ende vælger ikke at beklage, fordi det er Anne Baastrup, der har givet de forkerte oplysninger til Retsudvalget.

* At man i pressemeddelelsen vælger at gentage den forkerte forklaring med Johan Reimann skyldes ifølge Bødskov manglende "opmærksomhed" på, at det var en forklaring, man havde fabrikeret.

* 17. januar: I svar fra statsministeren på spørgsmål stillet af retsordfører Pernille Skipper (EL) kommer det frem, at statsministeren personligt kendte til de forskellige udkast til pressemeddelelsen.

* Derudover fremgår det af svarene, at det var Statsministeriets departementschef, som foreslog tilføjelsen i andet udkast om, at Bødskov vil beklage at have givet et "forkert billede". Det er den tilføjelse, som Justitsministeriet sletter i den endelige version af pressemeddelelsen, men det er sket uden statsministerens vidende, forklarer Thorning.

* Fredag den 17. januar klokken 13:00 skal statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i samråd i sagen.

/ritzau/