FAKTA: Facebook rådgiver om hvordan mobning bekæmpes

Skrevet af admin

16/09/2015

Mest læste i dag

Facebook har annonceret en "synes ikke godt om"-knap. Funktionen, der bliver like-knappens modstykke, har længe været efterlyst af brugerne.

Flere organisationer, der arbejder for børns rettigheder, har stillet sig kritiske overfor "synes ikke godt om"-funktionen. De finder det bekymrede, da det risikerer at gøre digital mobning lettere.

Facebook agter at indføre "synes ikke godt om"-funktionen, men vil stadig gerne undgå digital mobning. Derfor har det sociale medie både et samarbejde med Børns Vilkår og Red Barnet, der forsøger at guide børn og forældre til, hvordan de bedst gebærder sig på nettet.

Her er nogle af de råd, som går igen:

* Det er vigtigt, at forældrene involverer sig i børnenes gøren og laden på nettet - selv hvis der ikke er et aktuelt problem med mobning. Forældrene skal tale med deres børn om, hvilke konsekvenser deres opførsel på Facebook kan have.

* Hvis børn oplever at blive mobbet på Facebook, hjælper det ikke at forbyde dem at bruge sociale medier. I stedet bliver forældrene opfordret til at tage børnenes konflikter seriøst.

* Mange børn oplever, at digital mobning er ligeså ubehageligt som den mobning, der sker i skolegården. Mobning over Facebook betyder nemlig, at de aldrig er i sikkerhed. Samtidig er det sværere for omverden at opdage digital mobning, så børnene bliver opfordret til at betro sig til en voksen, de stoler på.

* Tavshed på sociale medier kan også kan være en form for mobning. Hvis der ikke bliver skrevet beskeder eller sendt likes, kan det være et tegn på, at barnet ikke er en del af fællesskabet. Man skal altså være opmærksom på, at mobning kan komme til udtryk på mange måder.

Kilder: Red Barnet, Børns Vilkår, Facebook.

/ritzau/