FAKTA: Fattigdomsgrænsen skrottes efter to år

Skrevet af admin

14/09/2015

Dagens topnyheder

Den officielle fattigdomsgrænse kunne bruges til at måle virkningen af nye tiltag, mener interesseorganisationer, men den skrottes nu af regeringen blot to år efter, at den blev indført af den forrige regering.

Her kan du læse mere om fattigdomsgrænsen, som et ekspertudvalg havde fundet frem til:

* Den økonomiske fattigdomsgrænse fastsættes ved, at man tre år i træk har haft en indkomst under 50 procent af medianindkomsten og ikke har en formue over 100.000 kroner per voksen.

* Medianen er det indkomstniveau, hvor halvdelen af befolkningen har en højere og den anden halvdel en lavere indkomst. Medianindkomsten afspejler på den måde det generelle velstandsniveau i samfundet.

* Medianindkomsten var ved indførslen 103.200 kroner om året. Grænsen bliver dog reguleret efter, hvor mange personer, der er i husholdningen. Hvis man eksempelvis er tre personer, svarede husholdningens medianindkomst i 2013 til 199.400 kroner.

* Studerende og deres familier inkluderes ikke i gruppen af økonomisk fattige, da de frivilligt og kun kortvarigt har lave forbrugsmuligheder, som senere i livet modsvares af højere forbrugsmuligheder.

Kilde: Ekspertudvalg om fattigdom, daværende Social- og Integrationsministeriet.

/ritzau/