FAKTA: Fem russiske atletikstjerner

Skrevet af admin

17/06/2016

Mest læste i dag

Fredag blev det afgjort, at de russiske atletikudøvere er i overhængende fare for at gå glip af OL i Rio.

Her er fem russiske atletikstjerner, som står til at blive hjemme.

* Yelena Isinbayeva (stangspring)

Den dobbelte OL-guldvinder er en levende legende i stangspring. Hun var den første kvinde nogensinde til at komme over fem meter, og hun er indehaver af verdensrekorden på 5,06 meter, som hun satte i 2009.

Den nu 34-årige kvinde har deltaget ved OL tre gange. I 2004 og 2008 tog hun guld, mens hun måtte nøjes med bronze ved OL i 2012.

* Ivan Ukhov (højdespring)

Den kontroversielle højdespringer er et af de største talenter i sportens historie, og på sine bedste dage er han i topklasse. Det indbragte ham blandt andet OL-guld i London i 2012 med et spring på 2,38 meter. Han har sprunget 2,42 indendørs.

Omvendt tager han ikke altid sin sport seriøst. I 2008 mødte han beruset op til konkurrence og var ude af stand til at udføre et reelt spring. Det affødte en større skandale omkring den nu 30-årige russer.

* Anna Chicherova (højdespring)

33-årige Chicherova har en lang og flot karriere bag sig, som kulminerede ved OL i London i 2012, hvor hun tog guld med et spring på 2,05 meter. Året før blev hun verdensmester med et spring på 2,03 meter.

Chicherovas omdømme har dog skade på det seneste, da hun har indrømmet, at en af de positive test fra OL 2008, som er blevet gentestet for nylig, tilhører hende. Hun nægter sig dog skyldig. Hun vandt OL-bronze i 2008.

* Sergey Shubenkov (hækkeløb)

Et af de seneste skud på den russiske atletikstamme er Sergey Shubenkov, som indtil udelukkelsen af landets atletikudøvere lignede en mand med kurs mod en OL-medalje.

Den 25-årige russer vandt EM-guld i 110 meter hækkeløb i både 2012 og 2014, og i 2015 snuppede han VM-titlen på distancen i tiden 12,98 sekunder - altså under den magiske grænse på 13 sekunder.

* Mariya Kuchina (højdespring)

Fremtiden i russisk højdespring hviler på skuldrene af Mariya Kuchina, som trods sine kun 23 år allerede har tilhørt verdenstoppen i et par år.

Allerede i 2014 blev hun europamester og vandt Diamond League samlet, og sidste år vandt hun VM i Beijing med et spring på 2,01 meter - hendes personlige rekord.

/ritzau/AFP