FAKTA: Filmen som hackere advarer biografer mod at vise

Filmen "The Interview", der er instrueret af komikeren Seth Rogen og Evan Goldberg, skulle 25. december have haft premiere i USA, og i det tidlige 2015 i Skandinavien. De planer er nu udskudt eller aflyst, mens der hersker usikkerhed om den danske premiere.

* Den satiriske actionkomedie handler om en talk show-vært og hans producer - spillet af henholdsvis James Franco og Seth Rogen - der sensationelt får et interview med Nordkoreas leder, Kim Jong-un. Herefter rekrutterer CIA de to til at dræbe Kim Jong-un.

* 24. november bliver Sony Pictures - der har lavet filmen - udsat for et hackerangreb af en gruppe, der kalder sig Guardians of Peace. Myndigheder i USA tror, at gruppen er nordkoreansk, og at hackerangrebet er relateret til filmen.

* 16. december advarer hackergruppen biografgængere i otte kryptiske beskeder om, at de vil angribe de biografer, hvor filmen vil få premiere. En af beskederne er "Husk 11. september."

* Efterfølgende stopper hovedrolleindehaverne James Franco og Seth Rogen med at lave PR for filmen, og tv-reklamer for filmen bliver droppet.

* 17. december meddeler Sony, at man aflyser verdenspremieren på filmen i New York første juledag og udskyder filmens distribution.

* En række biografer har nu droppet at vise filmen. En enkelt biograf i Dallas, Texas, vil vise den 10 år gamle "Team America: World Police" - der ligeledes laver satire med det nordkoreanske kommuniststyre - i stedet for "The Interview".

* 18. december bliver den svenske premiere, som var sat til 30. januar, udskudt på ubestemt tid.

Kilder: IMDb.com, New York Times, Variety, TT

/ritzau/

Dagens Gossip