FAKTA: Filmen som hackere advarer biografer mod at vise

Den omstridte film "The Interview" ser på trods af trusler alligevel ud til at få premiere i USA 25. december. Her kan du læse om filmen og det hidtidige forløb i sagen.

* Den satiriske actionkomedie handler om en talkshowvært og hans producer, der sensationelt får et interview med Nordkoreas leder, Kim Jong-un. Herefter rekrutterer CIA de to til at dræbe den kontroversielle leder.

* 24. november bliver Sony Pictures Entertainment, der står bag filmen, udsat for et cyberangreb af en gruppe, der kalder sig Guardians of Peace.

* 16. december advarer hackergruppen biografgængere i otte kryptiske beskeder om, at den vil angribe de biografer, hvor filmen vil få premiere. En af beskederne lyder "Husk 11. september."

* Efterfølgende stopper filmens hovedrolleindehavere James Franco og Seth Rogen med at lave PR for filmen, og tv-reklamer for filmen bliver droppet.

* En række biografer dropper planer om at vise filmen, og 17. december meddeler Sony, at man aflyser verdenspremieren i New York og udskyder filmens distribution.

* 19. december slår det amerikanske forbundspoliti fast, at man nu har tilstrækkelig information til at konkludere, at den nordkoreanske regering står bag cyberangrebet mod Sony Pictures Entertainment.

* 23. december siger flere amerikanske biografer, at filmen alligevel vil få premiere 25. december. Sony Pictures Entertainment bekræfter kort tid efter, at filmen får premiere i et begrænset antal biografer.

Kilder: IMDb.com, New York Times, Variety, TT

/ritzau/

Dagens Gossip