FAKTA: Flygtninge skal klare sig for halv kontanthjælp

Ifølge flere danske kommuner er det vanskeligt at finde boliger, som flygtninge på den nye, særlige integrationsydelse kan betale af egen lomme.

Her er en række fakta om den nye ydelse, som træder i kraft 1. september:

* Integrationsydelsen er en del af en aftale, som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative. Den skal gøre det mindre attraktivt for flygtninge at komme til Danmark og mere attraktivt at arbejde.

* Integrationsydelsen gives til nytilkomne udlændinge og danskere, der ikke har haft ophold i landet i mindst syv ud af de seneste otte år, og som ikke kan opnå status som såkaldt vandrende arbejdstagere eller selvstændigt erhvervsdrivende i henhold til EU-retten.

* Integrationsydelsen tager udgangspunkt i den støtte, unge under 30 år uden uddannelse modtager i stedet for kontanthjælp, som igen tager udgangspunkt i SU-ydelserne.

* For eksempel vil enlige uden børn fremover modtage 5945 kroner før skat i integrationsydelse om måneden mod i dag op til 10.849 kroner før skat i kontanthjælp om måneden.

* Et ægtepar over 30 år med børn vil fremover modtage i alt 16.638 kroner før skat i integrationsydelse om måneden mod i dag 28.832 kroner før skat i kontanthjælp om måneden.

* Udlændinge kan modtage et månedligt tillæg på 1500 kroner i såkaldt sprogbonus, hvis de består Prøve i Dansk 2.

* Regeringen vil desuden fremsætte et lovforslag, der genindfører optjeningsprincippet for flygtninges modtagelse af børnecheck og børnetilskud, der blev afskaffet af den tidligere regering, og et lovforslag, der ændrer reglerne for flygtninges ret til optjening af folkepension.

* De penge, der kommer ud af ændringerne, har partierne aftalt at bruge på en jobreform, som efter planen skal forhandles på plads i foråret 2016.

Kilder: Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

/ritzau/

Dagens Gossip