FAKTA: Forstå sagen om de fejlagtige ejendomsvurderinger

* Rigsrevisionen udsender i august en beretning, der afdækker omfattende fejl i Skats offentlige ejendomsvurderinger.

* Rigsrevisionen kritiserer blandt andet, at Skats vurdering af parcelhuse i tre ud af fire tilfælde i 2011 ikke stemmer overens med de priser, som husene blev handlet til.

* Rigsrevisionen kritiserer også, at Skatteministeriet har været vidende om problemer med ejendomsvurderingerne siden 2007 uden at gribe ind.

* Det fremgår af Rigsrevisionens beretning, at der i perioden 2004-2012 er udarbejdet i alt 29 ministerforelæggelser i Skatteministeriet og Skat om ejendomsvurderingsområdet.

* Folketingets statsrevisorer uddeler efterfølgende den næsthårdeste kritik - "en skarp påtale" - af Skatteministeriet uden dog at holde enkelte skatteministre ansvarlige.

* Efterfølgende har Berlingske og Ekstra Bladet afsløret, at Venstres gruppeformand, tidligere skatteminister Kristian Jensen, blev informeret om fejl i den offentlige ejendomsvurdering i 2006 uden at iværksætte en undersøgelse.

* Jyllands-Posten har samtidig afdækket, at de tre Venstre-skatteministre Kristian Jensen, Troels Lund Poulsen og Peter Christensen ikke informerede Folketinget om sagen i kvartalsrapporter til skatteudvalget.

* Ifølge Ekstra Bladet har Finansministeriet flere gange bremset planer om at rette op på Skats forkerte ejendomsvurderinger, mens de tre Venstre-topfolk - Thor Pedersen, Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen - sad ved roret i ministeriet.

* De borgerlige partier kræver, at boligejere, der har betalt for meget i ejendomsskat på grund af fejlagtige vurderinger, skal have deres penge tilbage.

* Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) har også slået fast, at man skal kunne få sin for meget betalte skat tilbage.

* Regeringen suspenderer i september arbejdet med ejendomsvurderingerne for 2013 og nedsætter i stedet et ekspertudvalg til at udarbejde et helt nyt system.

* I mellemtiden skal 2011-vurderingerne danne grundlag for danskernes boligskat frem til 2015, hvor man så kan få penge tilbage, hvis den nye vurdering viser sig at være lavere end 2011-vurderingen.

* Venstre melder i november ud, at partiet ikke kan støtte en forlængelse af 2011-vurderinger, medmindre der skæres 10 procent at danskernes boligskat.

* De borgerlige partier forlader efterfølgende forhandlingerne med skatteministeren, fordi de ikke vil være med til at forlænge vurderingerne fra 2011, indtil et nyt system er klar fra 2016.

* Regeringen sender 18. november et lovforslag i høring, som forlænger 2011-vurderingen af ejerboliger i 2013 og 2014. Samtidig sænkes den forlængede 2011-vurdering, hvilket kan give boligejerne op imod fem procent lavere vurderinger.

* Venstre og De Konservative indgår 26. november en finanslovaftale med regeringen og lægger deres modstand mod forlængelsen af 2011-vurderingerne på hylden.

* Politiken afslører, at Skatteministeriet hele fem gange i perioden 2008 til 2011 forsøgte at få indført et nyt og mere enkelt vurderingssystem. Men hver gang blokerede Finansministeriet for det.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV