FAKTA: Forureningen ved Høfde 42

Skrevet af admin

26/04/2015

Dagens topnyheder

I slutningen af 1950'erne og starten af 1960'erne deponerede Cheminova med tilladelse fra myndighederne affald fra sin pesticidproduktion i en klitgryde ved høfde 42 på Harboøre Tange.

Derudover deponerede Landbrugsministeriet i 1961 cirka 40 ton bekæmpelsesmidler i klitgryden.

Deponeringen omfattede omkring 100 forskellige miljøfarlige stoffer, deriblandt mange ton ethyl-parathion, kendt under navnet bladan.

I 1981 blev det opdaget, at der sivede gift ud i Vesterhavet, og staten besluttede at rydde op.

Affaldet blev gravet op og transporteret bort i 26.000 tønder, som blev deponeret i en saltmine i Tyskland. Der sivede dog stadig giftigt vand ud. Derfor blev området i 2006 isoleret med en tæt, 14 meter dyb spunsvæg og en topmembran.

På baggrund af undersøgelser udført i 2004-2005 vurderes restforureningen at være på 270 ton, heraf 170 ton parathion.

En landsretsdom frikendte i 1987 Cheminova for det juridiske ansvar. Væsentligt for afgørelsen var, at depotet var lovligt, og at staten selv havde andel i det.

Kilder: Den Store Danske Encyklopædi og Miljøstyrelsen

/ritzau/