FAKTA: Fusionen mellem Jyske Bank og BRFkredit

Skrevet af admin

19/08/2014

Dagens topnyheder

Jyske Banks fusion med BRFkredit påvirker for første gang bankens regnskabstal i det regnskab, der er offentliggjort tirsdag morgen.

* Jyske Bank meddelte 24. februar, at banken havde indgået aftale med BRFkredit om en sammenlægning af de to virksomheder. BRFkredit kører videre som et selvstændigt datterselskab.

* 30. april meddelte BRFkredit og Jyske Bank så, at fusionen var gennemført.

* Jyske Bank gav lidt mere end 7,1 milliarder kroner for at købe samtlige aktier i BRFkredit. 100 millioner kroner blev betalt kontant, mens resten blev betalt ved at udstede nye aktier.

* Jyske Bank skriver i sit regnskab for første halvår af 2014, at fusionen fortsat forløber planmæssigt.

* Jyske Bank-koncernens hjemsted vil fortsat være Silkeborg, mens BRFkredits nuværende hjemsted i Lyngby bliver kompetencecenter for koncernens aktiviteter inden for ejendomsfinansiering.

* Sven A. Blomberg, der tidligere var administrerende direktør i BRFkredit, indtrådte 5. maj i Jyske Banks direktion som viceordførende direktør med ansvar for BRFkredit samt enhederne Private Banking, Udland og Forretningsservice.

* Anders Dam er fortsat ordførende direktør i Jyske Bank. Derudover består direktionen i Jyske Bank af Jørgen Christensen, Leif Flemming Larsen, Niels Erik Jakobsen, Per Skovhus og Sven A. Blomberg.

* Direktionen i BRFkredit består efter fusionen af Carsten Tirsbæk Madsen, der 1. maj blev udnævnt til administrerende direktør, samt direktør Lars Waalen Sandberg.

Kilde: BRFkredit og Jyske Bank.

/ritzau/