FAKTA: Gode råd før, under og efter stormen

Skrevet af admin

28/10/2013

Dagens topnyheder

Gode råd til, hvordan man håndterer hus og have, når den kommende storm blæser ind over Danmark.

Før stormen:

* Fjern både små og store løse genstande fra haven.

* Udsatte genstande er for eksempel parasoller, havemøbler, børnenes legetøj. Særligt har trampoliner en høj risiko for at flyve flere meter og forårsage skade på biler og husets vinduer.

* Fjern visne og knækkede grene fra træer.

* Luk porte, døre og vinduer.

* Tjek efter, om der er løse tagplader og tagsten.

* Aftal hjælp med naboer og nærmeste beboere, hvis du ikke er hjemme under stormen.

* Ved bygningsarbejde: Fastgør presenninger, tjek stilladser og fastgør byggematerialer og nyopførte konstruktioner.

Under stormen:

* Hvis der opstår skade på vinduer eller tage, så fjern de genstande i huset, der kan gå i stykker i tilfælde af regn.

* Vent med at afdække skader, indtil stormen er ovre, da det kan medføre personskade.

* Ved alvorlige og omfattende skader sidder alarmcentralen klar ved telefonen på 112. Har du abonnement hos et redningskorps, kan du også rette henvendelse til det.

* Er man i tvivl om, hvad du bør gøre, kan du ringe til dit forsikringsselskab. Mange har døgnbemandet telefonservice.

Efter stormen:

* Dæk ituslåede vinduer med træplader, plastik eller andet materiale, der kan dække for vejrforholdene.

* Luk huller i taget eller dæk dem med presenninger.

* Fjern genstande fra udsatte områder, der kan tage skade af regn.

* Ved strømsvigt: Tjek din fryser og få eventuelt flyttet madvarer over til en nabo eller nærmeste venner.

Særligt om forsikring:

* Dit forsikringsselskab betaler de rimelige og nødvendige udgifter på midlertidige reparationer, der kan forebygge yderligere skader.

* Gem kvitteringer på de midlertidige nødreparationer.

* Tag billeder eller optag video af skaderne.

* Vent med at smide beskadigede ting ud, til din forsikringssag er afsluttet, eller indtil forsikringsselskabets taksator har været forbi.

Danskerne kan forvente, at det værste er overstået på tre timer - en time, hvor den tager til i styrke, en time, hvor stormen raser og en time, hvor den aftager.

Stormen forventes at ramme Syd- og Vestjylland cirka klokken 13.00, og den vil have passeret København og Nordsjælland cirka klokken 21.00. Nordjylland og Bornholm forventes ikke at blive ramt lige så hårdt.

Kilder: Falck, Forsikring & Pension og DMI.

/ritzau/