FAKTA: Gravide skal være varsomme med at spise medicin

Skrevet af admin

26/02/2014

Dagens topnyheder

Sundhedsstyrelsens anbefalinger er uændrede for brug af smertestillende medicin under graviditeten:

* Generelt bør man anvende så lidt medicin som muligt under graviditet.

* Ved milde og/eller kortvarige smerter under graviditeten bør man så vidt som muligt vælge ikke-medicinsk behandling.

* For gravide gælder fortsat, at smertestillende midler med paracetamol er første valg ved behandling ved smerter og febertilstande.

* Ved behov for smertelindring længere end nogle dages varighed under graviditet bør en eventuel fortsat medicinsk smertebehandling ske i samråd med egen læge.

* Smertestillende midler af NSAID-typen (for eksempel Ibuprofen og Diclofenac) bør på grund af risiko for misdannelser anvendes med forsigtighed i 1. og 2. trimester af graviditeten og må ikke anvendes i graviditetens 3. trimester på grund af risiko for blødning og kredsløbsforstyrrelser hos barnet.

De fleste kender stoffet paracetamol fra smertestillende piller i håndkøbssalget, og normalt regnes det ikke som farligt, hvis gravide dulmer hovedpinen med paracetamol, som findes i Panodil, Pinex og Pamol.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

/ritzau/