Tidligt søndag morgen ramte en kraftig eksplosion Malmø. Det er ifølge svensk politi formentligt en håndgranat, der eksploderede i Rönnblomsgatan i bydelen Värnhem.
Siden nytår har byen været ramt af kraftige eksplosioner i gennemsnit en gang om ugen. Det er ofte håndgranater, som stammer fra det tidligere Jugoslavien. Læs om dem her:
* Håndgranaterne er fremstillet i forskellige år og har blandt andet været brugt i Bosnienkrigen mellem 1991 og 1995.
* Model 75 og 93 er de to granater, der er hyppigst forekommende i Malmø.
* Model 75 indeholder små kugler, som spredes, når granaten detonerer.
* Inden i model 93 er der i stedet en slags fjederagtig konstruktion, som spreder metalskrot, når den eksploderer.
* Model 75 indeholder sprængstoffet PE-7N.
* Sprængvirkningen er dødbringende inden for fem til ti meter.
* På kort tid er ni håndgranater fundet i Malmø, og en del af dem er ikke detoneret.
* Det får ifølge Sydsvenskan de svenske myndigheder til at advare om, at der kan være udetonerede granater spredt rundt om i Malmø.
Kilde: Svensk politi og Nationella Bombskyddet
/ritzau/TT