FAKTA: Hackerangrebet på CSC

I løbet af 2012 blev virksomheden CSC i Valby offer for et hackerangreb rettet mod et stort computeranlæg, en såkaldt mainframe.

Fra computeren blev der stjålet oplysninger om 91.011 dømte personer fra politiets kriminalregister, oplysninger om godt 1,1 million internationalt efterlyste personer i det såkaldte Schengen-register og 81.445 oplysninger fra CSC såkaldte RACF-brugerdatabase.

Oplysningerne fra brugerdatabasen kunne bruges til at opnå legitim adgang til de øvrige databaser på computeranlægget.

Hackerne har også haft adgang til andre registre, blandt andet CPR-registret.

Sagen begyndte at rulle på baggrund af en efterforskning i Sverige mod den svenske internetaktivist Gottfrid Svartholm Warg.

I juni, september, oktober og november 2012 henvendte svensk politi sig til danske politi og fortalte, at den svenske efterforskning pegede på udløbere til Danmark.

Dansk politi har oplyst, at man først fik et tip fra svenskerne i januar 2013, men under retssagen har svenske politifolk holdt fast i, at det første tip blev givet i juni 2012.

Warg, som er tiltalt i den danske sag, blev anholdt sidst i august 2013. Det skete i Phnom Penh i Cambodja.

Havde dansk politi reageret i juni 2012, kunne man i princippet have været med ved anholdelsen og den efterfølgende ransagning og beslaglæggelse af Wargs computer, som blev fortaget af Cambodjansk Politi med tilstedeværelse af svenske politifolk.

Ud over Warg er en 21-årig dansk mand tiltalt i sagen om hackerangrebet mod CSC. Begge tiltalte nægter sig skyldige.

/ritzau/

Dagens Gossip