FAKTA: Her er ændringerne i Støjbergs smykkeforslag

Skrevet af admin

08/01/2016

Dagens topnyheder

Det har mødt skarp kritik, at regeringen vil beslaglægge værdigenstande og kontanter fra asylansøgere med en beløbsgrænse på 3000 kroner.

Nu ændrer udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) indholdet i lovforslaget.

Med regeringens forslag til ændring af lovforslaget vil reglerne i hovedtræk få følgende indhold:

* Kontanter tages alene i bevaring, hvis der er tale om beløb over 10.000 danske kroner.

* Genstande af større økonomisk værdi tages i bevaring med undtagelse af følgende:

* Almindelige personlige brugsgenstande, som eksempelvis ure og mobiltelefoner, vil som udgangspunkt ikke blive taget i bevaring. Og personlige genstande med en særlig affektionsværdi vil som altovervejende hovedregel ikke blive taget i bevaring.

* Sådanne genstande vil alene blive taget i bevaring, hvis de har en mindre personlig betydning for asylansøgeren og en høj økonomisk værdi, som ligger væsentligt overgrænsen for det kontante beløb på 10.000 kroner.

* Genstande med særlig affektionsværdi kan eksempelvis være vielsesringe, forlovelsesringe, familieportrætter, hæderstegn og lignende.

* Ministeriet vil i den kommenterede høringsoversigt til lovforslaget præcisere reglens indhold, således at det fremgår, at vielsesringe og andre personlige genstande med en særlig affektionsværdi som altovervejende hovedregel ikke vil blive taget i bevaring.

* Der vil i forlængelse af lovforslagets vedtagelse blive udarbejdet en vejledning i samarbejde med Rigspolitiet og Udlændingestyrelsen.

Kilder: Udlændinge, Integrations- og Boligministeriet

/ritzau/