FAKTA: Her er anklagen mod 48-årig i pædofilisag

Skrevet af admin

18/12/2015

Dagens topnyheder

En 48-årig mand fra Randers er tiltalt i en af de største pædofilisager i dansk retshistorie.

Manden blev anholdt i juni 2014, og sagen begyndte ved Retten i Randers 20. oktober 2015.

* Ifølge anklageskriftet har den 48-årige administreret to pædofile netværk, "Hoarders Hell" og "The Love Zone", og lavet regler for, hvad det kræver at få adgang til siderne. Eksempelvis skulle man jævnligt selv begå overgreb mod børn og filme det.

* På den baggrund er han tiltalt for at have medvirket til, at mindst 23 personer fra hele verden har begået overgreb mod børn og optaget billeder eller video af det.

* Flere af de personer, der ifølge politiet har været en del af netværket, er anholdt eller dømt i udlandet, herunder i Holland, Sverige, USA og Australien.

* Ifølge anklageskriftet har han også filmet og delt video af egne overgreb. Her blev fire søskende - tre drenge og en pige - krænket i Randers i perioden 2008 til 2009. Det yngste barn var to år, mens det ældste var otte.

* Manden er desuden tiltalt for forsøg på menneskehandel og voldtægt af et spædbarn fra Rumænien, der skulle bringes til Sverige til sexbrug.

* Anklagemyndigheden kræver manden idømt forvaring på ubestemt tid.

* Næste retsmøde er 8. januar 2016. Der ventes dom i sagen 4. marts.

Kilde: Anklagemyndigheden

/ritzau/