FAKTA: Her er Bjarne Riis' udtalelse

Bjarne Riis udsendte mandag aften et statement om bruddet med den russiske rigmand Oleg Tinkov og cykelholdet Tinkoff-Saxo.

Her er en oversættelse af den engelsksprogede meddelelse, som blev sendt ud via sønnen Thomas Nybo Riis' Twitter-profil:

- I går (søndag) blev Tinkoff Sports ledelse og jeg enige om efter gensidig aftale at afslutte vores samarbejde. Det betød afslutningen på min tid som team manager for Tinkoff-Saxo, et hold som jeg har været en del af og tidligere har ejet i over 10 år.

- På grund af aftalen ønsker forskellige medier nu at lave interview med mig, hvilket jeg både forstår og respekterer.

- Men vi, Tinkoff Sports ledelse og jeg, er blevet enige om at afholde os fra at udtale os yderligere om emnet.

- Mine mange år med holdet har været en fantastisk rejse på mange måder.

- Og jeg vil gerne benytte lejligheden til at udtrykke min taknemmelighed og takke alle, der bidrog til at gøre den uforglemmelig - både ryttere, staben, sponsorer og fans.

- En særlig tak til rytterne og staben på Tinkoff-Saxo. Fortsæt med at arbejde hårdt, og så er jeg sikker på, at I vil opnå de resultater, I sigter efter. Jeg ønsker jer alt det bedste.

- I den kommende tid vil jeg dedikere min tid til familien og mine venner og til at tænke over, hvad jeg ønsker at opnå i livet fremadrettet rent professionelt.

- I denne periode er jeg ikke tilgængelig for medierne.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV