FAKTA: Her er Camerons krav til EU

Skrevet af admin

17/12/2015

Dagens topnyheder

EU-lederne samles torsdag og fredag for blandt andet at diskutere Storbritanniens fremtidige tilknytning til unionen.

Storbritanniens premierminister, David Cameron, har fremsat fire krav på forskellige områder inden en britisk folkeafstemning om ja eller nej til EU inden udgangen af 2017.

* Velfærdsydelser

Cameron kræver, at EU-migranter skal have boet i Storbritannien i fire år, før de har ret til bestemte velfærdsydelser. Det er i strid med EU-regler.

* Suverænitet

Storbritannien vil ikke trækkes dybere ind i et politisk fællesskab. Briterne vil forbeholde sig ret til ikke at tilslutte sig EU's ambition om løbende at smede en tættere union.

Nationale parlamenter skal have større magt til at blokere EU-lovgivning. Briterne foreslår et "rødt kort"-system, hvor EU-landene kan nedlægge veto mod uønskede direktiver.

* Eurozonen

Cameron ønsker en klar og tydelig anerkendelse af, at euroen ikke er EU's eneste valuta.

Briterne kræver sikkerhed for, at de ikke skal bidrage til hjælpepakker og stabilisering af euroen.

Lande uden for euroen må ikke stilles dårligere, fordi de ikke er med.

* Konkurrence

Briterne ønsker konkurrencen i EU styrket og reguleringen for virksomheder mindsket, så man i højere grad kan udnytte det indre markeds fulde potentiale.

Kilde: BBC og EU's ministerråd

/ritzau/