FAKTA: Her er Camerons reformkrav for at blive i EU

Storbritanniens premierminister, David Cameron, har lovet briterne en folkeafstemning senest i 2017 om ja eller nej til at blive som medlem af EU.

Forud for folkeafstemningen har Cameron krævet en genforhandling af Storbritanniens forhold til EU, og her er han kommet med disse fire hovedkrav til reformer af EU-samarbejdet:

* Eurozonen

Cameron ønsker en tydelig anerkendelse af, at euroen ikke er EU's eneste valuta, og at lande uden for euroen ikke stilles dårligere end dem, der er med.

Briterne kræver desuden sikkerhed for, at de ikke skal bidrage til hjælpepakker og stabilisering af euroen.

* Konkurrenceevne

Briterne ønsker EU's konkurrenceevne styrket og reguleringen for virksomheder mindsket.

EU skal også sørge for i højere grad end i dag at udnytte det indre markeds fulde potentiale.

* Suverænitet

Briterne vil have ret til at stå uden for EU's traktatfæstede ambition om løbende at udvikle en stadig tættere union.

Nationale parlamenter skal have større magt til at blokere uønsket EU-lovgivning.

* Velfærdsydelser

Cameron kræver, at EU-borgere skal have boet i Storbritannien i fire år, før de har ret til bestemte velfærdsydelser.

Det er det sværeste af de fire krav, fordi det umiddelbart strider mod EU's kerneprincipper om ikkediskrimination og fri bevægelighed.

Målet er, at EU-landene når til enighed om de britiske reformkrav på EU-topmødet 18. og 19. februar i Bruxelles.

Hvis det lykkes, ventes det, at Cameron allerede vil afvikle folkeafstemningen om ja eller nej til at blive i et reformeret EU i juni i år.

/ritzau/

Dagens Gossip