FAKTA: Her er Carl Holsts grimme sager

Presset på forsvarsminister Carl Holst (V) fik onsdag et nøk opad, da forretningsudvalget i hans tidligere revir i Region Syddanmark enedes om, at der er "indicier" for, at han i strid med loven har brugt regionens daværende medarbejder, Christian Ingemann, i sin bestræbelser på at komme i Folketinget.

Carl Holst har i flere omgange benægtet det, men skal nu i samråd om spørgsmålet.

Den pressede minister kan dermed føje endnu en skidt sag til sin relativt korte tid på Christiansborg, hvor han kun har beklædt taburetten i Forsvarsministeriet siden 28. juni.

Her er et overblik over de øvrige problemsager i Holsts ministertid:

* I et interview med Ritzau siger Carl Holst om baggrunden for Irak-krigen, at Danmark gik i krig, fordi der var masseødelæggelsesvåben, som viste sig ikke at være der. Det var ikke den officielle årsag til den danske involvering.

* Forsvarets mekanikere skrev et fælles brev om de bekymrende forhold for det danske kampfly-bidrag i Kuwait. Ministeren var på ferie og foretog sig intet i en uge, hvilket blev stærkt kritiseret.

* I en tid, hvor forsvaret står over for nedskæringer, foreslog Carl Holst i et interview med Ritzau at øge omkostningerne på visse området. "Hjerneblødning", lød vurderingen fra formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening.

* Carl Holst fik som aftrådt regionsrådsformand et eftervederlag, selvom han samtidig fik ministerløn. Holst nægtede først at afstå pengene, men efter pres gav han sig, og afstod det delvist.

Kilder: Ritzau

/ritzau/

Dagens Gossip