FAKTA: Her er de centrale stemmer i Ukraines krise

Skrevet af admin

20/02/2014

Dagens topnyheder

Siden Ukraines præsident, Viktor Janukovitj, i november vendte ryggen til en samarbejdsaftale med EU for i stedet at underskrive en handels- og låneaftale med Rusland, har vrede ukrainere demonstreret mod regeringen.

Her er de centrale aktører i konflikten:

* Viktor Janukovitj, præsident i Ukraine.

Prorussisk og leder af Ukraines største parti, Regionernes Parti.

Vandt i 2010 en kneben sejr over Julia Timosjenko, der er kendt som en af lederne af Den Orange Revolution i 2004. Dengang satte folkelige protester mod valgfusk en stopper for, at Janukovitj kunne sætte sig på præsidentposten.

Den 63-årige præsident er upopulær og hadet i oppositionen for at have strammet sit greb om magten og for sit opgør med rivalen Julia Timosjenko, der blev idømt syv års fængsel i 2011 for magtmisbrug og underslæb.

Janukovitj, der som ung sad fængslet for et væbnet røveri, beskyldes af oppositionen for at være i lommen på russiske oligarker og for bevidst at have forfulgt Timosjenko via retssystemet for at hævne sig på hende.

* Vitalij Klitsjko, leder af det næststørste oppositionsparti Udar.

Kæmper for mindre korruption og mere samarbejde med EU, og han har været en af de mest fremtrædende stemmer under demonstrationerne.

Gik ind i politik efter Den Orange Revolution og blev leder af Udar i 2010. 42-årige Klitsjko har kritiseret Janukovitjs styre i årevis.

Vil gå efter præsidentposten i 2015, men beskyldes af kritikere for at mangle et klart politisk koncept og dermed også indflydelse.

Tidligere verdensmester i sværvægtsboksning.

* Arsenij Jatsenjuk, leder af det største oppositionsparti Fædrelandspartiet.

Arbejder ligesom Klitsjko for et pro-vestligt Ukraine med mindre korruption.

Har under Julia Timosjenkos fængsling overtaget lederrollen i Fædrelandspartiet, som han er gruppeformand i parlamentet for.

39-årige Jatsenjuk er uddannet advokat og har haft topposter i tidligere regeringer - blandt andet som udenrigs- og økonomiminister.

Er før blevet opfattet som en bleg teknokrat og vikar for Timosjenko, men er med sine protesttaler på Uafhængighedspladsen trådt ud af sin fængslede partichefs skygge.

* Oleh Helevey, leder af det højrenationalistiske oppositionsparti Svoboda.

Har også været en af de mere synlige oppositionspolitikere under demonstrationerne.

Svoboda, der betyder frihed og befinder sig på den yderste højrefløj, strøg ind i parlamentet som det fjerdestørste parti ved valget i 2012.

Svoboda promoverer sig selv som et parti, der kæmper for traditionel ukrainsk kultur og sprog og er imod udenlandsk indflydelse. Kritikere beskylder partiet for at være højreekstremististisk og antisemitisk.

(Kilder: BBC og dpa)

/ritzau/