FAKTA: Her er de republikanske præsidentkandidater

De seneste seks uger har tre personer trukket sig fra feltet af republikanere, der stræber efter at stille op som partiets kandidat ved præsidentvalget næste år.

Tirsdag kastede George Pataki håndklædet.

Få her et lille overblik over de tilbageværende kandidater:

* Donald Trump, 69 år. Forretningsmogul og tv-personlighed. Har allerede skabt røre efter sit kandidatur med kontroversielle udtalelser om blandt andet mexicanere.

* Jeb Bush, 62 år. Tidligere guvernør i Florida. Har to tidligere præsidenter i sin nærmeste familie - sin far, George H.W. Bush, og sin storebror, George W. Bush.

* Ben Carson, 64 år. Har været en af præsident Obamas skarpeste kritikere i forhold til præsidentens sundhedsreform.

* Chris Christie, 53 år. Populær guvernør i delstaten New Jersey og kendt for sin karisma. Han blev udråbt til at være potentiel præsidentkandidat allerede i 2012, men stillede ikke op.

* Ted Cruz, 45 år. Leder af Tea Party-bevægelsen. Cruz er baptist og imod homovielser, abort og en strammere våbenlov.

* Carly Fiorina, 61 år. Er af Fortune Magazine tidligere blevet udnævnt til den mest magtfulde kvinde i amerikansk erhvervsliv.

* Mike Huckabee, 60 år. Tidligere guvernør i Arkansas. Var nærmeste udfordrer til John McCain i kapløbet om at blive præsidentkandidat i 2008.

* Jim Gilmore, 66 år. Tidligere guvernør i delstaten i Virginia og formand for Republikanernes Nationale Komité. Forsøgte også at stille op i 2008, men trak sig hurtigt fra kapløbet. Havde ikke nok vælgeropbakning til at deltage i CNN's kandidatdebat.

* John Kasich, 63 år. Populær guvernør i den vigtige svingstat Ohio. Kongresmedlem i 18 år. Forsøg på at blive præsidentkandidat i 2000 kuldsejlede hurtigt.

* Rand Paul, 52 år. Senator fra Kentucky. Er fortaler for mindre stat og mere individuel frihed til borgerne.

* Marco Rubio, 44 år. Senator fra Florida. Ønsker at annullere præsident Obamas reform af det amerikanske sundhedsforsikringssystem.

* Rick Santorum, 57 år. Tidligere senator fra Pennsylvania. Blev nummer to ved valget i 2012 om posten som Republikanernes præsidentkandidat.

Kilder: The Wall Street Journal, Reuters, The New York Times

/ritzau/

Dagens Gossip