FAKTA: Her er de store krak i dansk charterbranche

Skrevet af admin

13/10/2013

Dagens topnyheder

Tusindvis af danskere er kommet i klemme i forbindelse med krakket i Scanway/Tyrkiet Eksperten. Se nogle af de store konkurser i den danske charterbranche her:

* Den 11. oktober 2013 - lige før efterårsferien - begærer Scanway/Tyrkiet Eksperten sig konkurs. Det rammer 10.000 kunder. 1700 kunder får beskeden om konkursen, mens de er af sted på rejse.

* Øster Lindet Rejser og Thinggaard Rejser, som har samme ejer, erklæres konkurs i efteråret 2008. Over 6400 danske rejsegæster berøres - omkring 800 gæster strander i udlandet, da konkursen bliver en realitet, og Rejsegarantifonden må sørge for hjemtransport. Konkursen koster fonden op mod 20 millioner kroner.

* I 2003 krakker Sunny Tours og Europas, som har samme adresse i København, kort før sommerferien. Næsten 20.000 kunder havde købt billet med selskaberne. Krakket koster Rejsegarantifonden omkring 20 millioner kroner.

* Rejsearrangøren Rejsekongen går konkurs i 1999 med en gæld på 18 millioner kroner. Ved Rejsekongens fald var der solgt 7000 rejser.

* Calypsos Verdensrejser går konkurs i 1996 med en gæld på 43 millioner kroner, og det ender med at koste Rejsegarantifonden det hidtidige rekordbeløb 28,4 millioner kroner.

/ritzau/