FAKTA: Her er dopingsagerne ved vinter-OL

Skrevet af admin

23/02/2014

Dagens topnyheder

Vinter-OL i Rusland blev også på OL's sidste dag ramt af dopingens grimme ansigt, og antallet af atleter med forbudte stoffer i kroppen voksede til seks i alt under legene.

Dermed overgår legene i Sotji markant de seneste lege i Vancouver for fire år siden på dopingfronten. I 2010 blev kun en atlet fanget af dopingkontrollanterne, det var den polske langrendsløber Kornelia Marek, der havde epo i kroppen.

Her et overblik over 2014-sagerne:

* Nicklas Bäckström, ishockey, Sverige

Blev udelukket kort før OL-finalen mod Canada. Nægter at have gjort noget forkert, men er testet med for stor mængde af et stof, der angiveligt stammer fra allergimedicin, som han har taget i syv år. Det internationale ishockeyforbunds medicinske chef kalder svenskeren for et uskyldigt offer og vil bakke ham op.

* Johannes Dürr, langrend, Østrig

Er testet positiv for epo og undskylder overfor især sin familie. Samtidig siger han, at han på en måde er glad for, at det blev opdaget. I den østrigske lejr raser lederne mod Dürr, kalder ham "en hund" og "en slyngel". Sagen er meget skidt for Østrig, der blev ramt af en regulær dopingskandale efter legene i 2006, hvor seks atleter fik livstidskarantæne.

* Vitalijs Pavlovs, ishockey, Letland

Blev testet positiv i forbindelse med Letlands kvartfinalekamp mod Canada, der blev tabt 1-2. Pavlovs er testet positiv for det ulovlige stof methylhexanamin.

* Marina Lisogor, langrend, Ukraine

Den ukrainske kvinde forklarer, at hun uden at vide det har fået et forbudt stof i kroppen via noget medicin. Den ukrainske olympiske komité har sagt, at reglerne i den internationale olympiske komité, IOC, må fælde dom over Lisogor.

* William Frullani, bobslæde, Italien

Den italienske bobslædekører William Frullani testes 18. februar positiv for det forbudte stof dymetylpentylamin. Den italienske olympiske komité bekræfter prøven og Frullani udelukkes fra konkurrencerne.

* Evy Sachenbacher-Stehl, skiskydning, Tyskland

Den 33-årige tyske skiskytte bliver den første OL-atlet, der fanges i Sotji. Hun testes positiv for stoffet metylhexanamin, som hun selv mener at have fået i kroppen via et kosttilskud, hun har fået anbefalet. Hun fratages sine OL-resultater, og politiet ransager hendes hjem i Tyskland og beslaglægger en række forskellige kosttilskud.

/ritzau/